Sunpu-borgen - også kaldet Sumpu-borgen - ligger i Shizuoka, hvor den blev opført i 1589 af Tokugawa Ieyasu, som senere blev Japans shogun, da han etablerede Tokugawa-shogunatet i 1603. Sunpu-borgen fungerede som hans residens, dengang den blev opført, og blev senere hans private bolig, da han trak sig tilbage som shogun. Det var også her han døde i 1616. Forinden da var Sunpu-borgen blevet genopført hele to gange - først i 1607, hvor den blev forsynet med voldgrave, en hovedbygning og en residensbolig. De fleste bygninger gik dog tabt i en brand blot 3 år efter, men blev hurtigt genopbygget, og denne gang blev borgen forsynet med en hovedbygning på 7 etager, så denne var blandt de største i Japan. I 1635 brændte denne dog også ned, da Shizuoka blev ramt af en stor brand, og derefter blev de fleste af borgens bygninger atter genopført - dog ikke hovedbygningen.
I slutningen af 1800-tallet gik Japan ind i en hæsblæsende moderniseringsproces, der betød, at majoriteten af landets borge blev revet ned, og det gjaldt også Sunpu-borgen, hvis bygninger blev fjernet, ligesom de fleste voldgrave blev fyldt op. Under Anden Verdenskrig fungerede borggrunden som en militærbase, men efter krigens afslutning blev denne fjernet, og området åbnede senere som en park, før man i 1989 og 1996 valgte at genopføre nogle moderne rekonstruktioner af de oprindelige bygninger. Dette inkluderer et vagttårn samt en port, der den dag i dag udgør det eneste af Sunpu-borgen. Dog er grunden stadig omkranset af to voldgrave, der kan være med til at give en fornemmelse af, hvor stor den originale borg har været. I 2001 åbnede en japansk have på borggrunden.
Sunpu-borgen ligger 1 kilometer fra Shizuoka station, men lige ved siden af Shin-Shizuoka station.