I Nikko anlagde man i 1610 en kobbermine kendt som Ashio-kobberminen, der blev gjort til officiel leverandør af kobber til Tokugawa-shogunatet, så kobberet blandt andet blev benyttet til produktionen af mønter og dekorationer på Toshogu-helligdommen i Nikko. I løbet af sin storhedstid udvandt man årligt mere end 1000 tons kobber fra Ashio-kobberminen, men dette var faldet til blot 150 tons årligt, da kobberminen blev privatiseret i 1871. Dette fik imidlertid produktionen til at stige med millioner af tons, da man intensiverede arbejdet i Ashio-kobberminen, der således stod for 40 % af Japans kobberproduktion i slutningen af 1800-tallet, hvor den imidlertid også lagde grund til det, der siden er blevet kendt som Japans første store miljøkatastrofe.
Forurening fra Ashio-kobberminen var nemlig skyld i store ødelæggelser i naturen, hvilket havde en negativ effekt på plante- og dyrelivet i området, hvor de lokale beboere såvel som arbejderne i Ashio-kobberminen dog også oplevede helbredsproblemer, der førte til fysiske skavanker, sygdomme og dødsfald. Dette resulterede i dannelsen af Japans første miljøbevægelse med lovgivning på området, men ejerne af Ashio-kobberminen blev dog aldrig holdt ansvarlige for forureningen, idet denne var hændt i en tid, hvor der ikke var lovgivning på området.
Minen fortsatte med at være i brug frem til 1973, hvor gangene havde nået en længde på hele 1234 kilometer. Bearbejdning af kobber fortsatte dog frem til 1989, hvor minen allerede var åbnet for offentligheden, som nu har mulighed for at besøge den nedlagte mine og udforske en begrænset del af de mørke gange, hvor livagtige dukker giver indtryk af, hvordan det i sin tid har været at arbejde i minen, som man tilmed kan køre rundt i ombord på et tog.
Ashio-kobberminen ligger uden for Nikko, men befinder sig i nærheden af den private jernbanelinje, som forbinder byen med Tokyo. Den nærmeste station er derfor Tsudo station, som kun ligger få hundrede meter væk.