I midten af 1800-tallet havde de japanske grænser været lukket af for udlandet i over 200 år, da besøget fra udenlandske handelsskibe blev mere og mere almindeligt, da man især fra USA forsøgte at få åbnet de japanske grænser for handel. I Japan betragtede man dog skibene som en trussel, og man begyndte derfor at opbygge et forsvar i form at kanoner, som skulle holde kysten beskyttet. Produktionen af disse begyndte i enorme hærdovne, som blev bygget på Izu-halvøen, hvor Matthew Perry imidlertid gik i land og fik gjort en ende på den japanske isolationspolitik ved at underskrive en handelsaftale med Japan i 1854.
Opførelse af hærdovnene blev ikke desto mindre videreført i byen Izukuni, hvor fire af disse stod færdige i henholdsvis 1855 og 1857. Året efter begyndte produktionen af kanoner, og man nåede at fremstille over 100 af slagsen, før produktionen blev indstillet i 1864, efterhånden som Japan begyndte at vænne sig til kontakten med udlandet i en sådan grad, at man tilmed begyndte at modernisere samfundet med udgangspunkt i Vestlige værdier, hvorved den feudale tidsalder blev bragt til en ende. I 1872 blev hærdovnene købt af den japanske hær, og i 1922 fik de status som et sted af historisk værdi, hvorved de blev overdraget til staten.
Man har siden formået et bevare og vedligeholde hærdovnene, som er åbnet for offentligheden, så man dermed kan få indsigt i et unikt kapitel i Japans historie, og disse er udefra kendetegnet ved deres karakteristiske skorstene med en højde på 15,7 meter. I 2015 blev de endda optaget på UNESCOs liste over verdensarv som et bevaringsværdigt levn fra den japanske industrialisering.
Hærdovnene er kendt som Nirahama hansharo og befinder sig 1,5 kilometer fra Izu-Nagaoka station.