Rokkaen

RokkaenI byen Kuwana i Mie-præfekturet ligger Rokkaen – en villa opført i Vestlig stil, som blev designet af den britiske arkitekt Josiah Conder og opført i 1913. Conder stod bag opførelsen af flere bygninger under den japanske Meiji-periode, hvor man forsøgte at modernisere landet med udgangspunkt i Vesten, og hans mest kendte værk var Rokumeikan i Tokyo, hvor diplomatiske arrangementer blev afholdt, således at denne endte med at blive et symbol på vestliggørelsen af Japan. Rokumeikan blev imidlertid revet ned i 1941, men flere af Conders bygninger eksisterer stadig den dag i dag, heriblandt Rokkaen, der blev bygget til en lokal forretningsmand, der dog valgte at bosætte sig i bymidten, så villaen mest af alt fungerede som hovedsæde for hans virksomhed. Rokkaen symboliserer ligeledes mødet mellem øst og vest, idet bygningen består af en japansk og en Vestlig sektion, der som noget meget specielt er blevet forenet. Den japanske bygning lå på grunden først, så den Vestlige villa er altså en tilbygning. I 1990 blev Rokkaen doneret til Kuwana by, og siden 1993 har den været åben for offentligheden, som både udvendigt og indvendigt har mulighed for at opleve og nærstudere den mere end 100 år gamle arkitektur. Tredje og fjerde sal i den Vestlige del af bygningen er dog lukket af, så gæster blandt andet ikke har mulighed for at beundre udsigten ud over Ibi-floden, der løber ved siden af. Med til Rokkaen hører også en have, som besøgende har adgang til.

Rokkaen ligger lidt over en kilometer fra Kuwana station, hvorfra der er 20 minutter til fods.

Rokkaen96total visits,1visits today