Toi-guldminen er en nedlagt guldmine beliggende på Izu-halvøen. Der blev opdaget guld i området allerede i 1300-tallet, men det var først i slutningen af 1500-tallet, at en egentlig guldmine blev anlagt, da det ædle metal blev populært som handelsvare, ligesom guld blev anvendt til at producere datidens mønter. I denne periode eksisterede der over 50 guldminer på Izu-halvøen, og Toi-guldminen var ikke blot den mest produktive af disse - det var simpelthen den anden mest produktive i hele Japan. Toi-guldminen trak af den grund mange arbejdere til området, som hjalp med at befolke dette. Her ligger dog også mange varme kilder, og arbejdet i minen førte til, at den ofte blev oversvømmet, hvilket resulterede i dødsfald og midlertidige lukninger af minen, der med tiden blev taget ud af drift. I 1917 fandt man dog igen guld i minen, og den blev derfor genåbnet og var i brug helt frem til 1965, hvor man erkendte, at der ikke var mere guld at komme efter. I de mange hundrede år, hvor minen havde været i brug, havde man udgravet et 100 kilometer langt tunnelsystem og udvundet 40 tons guld, mens man havde fundet frem til ti gange så meget sølv.
I dag er 350 meter af Toi-guldminen åben for besøgende, der kan komme og opleve forholdene i en traditionel guldmine, hvor de smalle gange er lyst op med elektrisk lys, mens animatroniske dukker simulerer minearbejdere fra fortidens Japan. Ved siden af guldminen ligger desuden Toi Gold Museum, hvor der blandt andet udstilles guld hentet fra minen, ligesom man her finder verdens største guldbarre med en vægt på 250 kg.
Toi-guldminen ligger på den vestlige side af Izu-halvøen, hvor der ikke er nogen jernbaner. For at komme frem til minen kan man tage busser direkte dertil fra Shuzenji. Turen tager lige under en time.