Yoshinogari Iseki er navnet på en arkæologisk udgravning i byen Yoshinogari i Saga-præfekturet på Kyushu, hvor man har fundet spor efter en af de største civilisationer fra den japanske Yayoi-periode, der begyndte 300 år før vores tidsregning. Analyser har imidlertid kunnet konkludere, at mennesket havde bosat sig i området allerede før periodens begyndelse. Området blev først opdaget i 1980'erne, og de arkæologiske fund har været med til at danne en dybere forståelse for Japans fortid, idet der engang har været tale om en decideret storby, hvilket blot bekræfter, at Kyushu oprindeligt har fungeret som roden til den japanske civilisation. Dette skyldes ikke mindst den nære placering til det asiatiske fastland, og artefakter fra Kina og Korea viser da også, at man i Yoshinogari havde tæt kontakt til nabolandene, hvorfra påvirkningen var med til at udvikle det japanske samfund, folk og sprog.
Fundet af Yoshinogari Iseki har desuden givet et indblik i, hvordan japanerne levede for over 2000 år siden, og udgravningerne er i dag blevet åbnet op for offentligheden som en gigantisk park, hvor man har rekonstrueret mange bygninger og skabt en lille landsby bestående af huse og andre strukturer, der skal være med til at vise japanerne, hvordan deres forfædre boede. Alle bygninger er konstrueret på autentisk vis, og den lille landsby er befolket af livagtige dukker, så man på den måde får følelsen af, at man har bevæget sig tilbage i tiden. Det er ligeledes muligt for besøgende at kaste et blik på de egentlige udgravninger, ligesom flere af fundene fra disse er udstillet på et tilhørende museum.
Yoshinogari Iseki ligger halvanden kilometer fra Yoshinogari-Koen station, hvorfra der er 20 minutters til fods.