Heijo-paladset

Rekonstruerede bygninger på en gammel paladsgrund

Om stedet

Heijo-paladset var et stort palads, der fungerede som residens for den japanske kejserfamilie, da Nara havde status som landets første faste hovedstad fra år 710 til 794. Herefter blev hovedstaden flyttet til Kyoto, da kejseren i stedet valgte at slå sig ned hér, og Heijo-paladset blev i den forbindelse forladt, hvorefter det gik i forfald og med tiden forsvandt. Den dag i dag er der derfor ingen af de originale bygninger tilbage, men paladsgrunden har stået uberørt i århundreder og er nu åben for offentligheden som en park, således at man som besøgende kan få en fornemmelse af områdets størrelse, eftersom dette består af nøgne græsarealer med et integreret stisystem.

Siden 1950'erne har man søgt efter at genoprette den historiske del af byen, hvilket siden da har ført til opførelsen af rekonstruktioner af enkelte strukturer, så man ligeledes kan få indsigt i datidens bygningsdesign og størrelsen på disse. Det sig om audienssalen Daigokuden, der blev åbnet i 2010, samt paladsets hovedporte Suzakumon og Daigokumon, der stod færdige i henholdsvis 1998 og 2022. Herudover er der også mure og hegn, som skal holde området afspærret, da dette kun er tilgængeligt i dagtimerne, og bygningerne er generelt kendetegnet ved deres røde farve, så det dermed ikke kun er deres traditionelle design, der får dem til at træde frem i landskabet.

Det tog ni år at genopføre Daigokuden, som var den vigtigste bygning i det originale paladskompleks, men der er dog ingen kilder, der fortæller, hvordan den oprindelige bygning så ud, så den nuværende rekonstruktion er baseret på formodninger. Det samme gør sig gældende med hovedportene, men eftersom paladset i Kyoto ligeledes havde disse, så var det nemmere at gætte sig frem til deres udseende. Selve paladsgrunden har en størrelse på hele 120 hektar, og på denne finder man også ruiner samt en have, der ligeledes er en rekonstruktion af et originalt element. Arkæologer opdagede rester af denne i 1967, og i 1998 blev den genopført og åbnet for offentligheden.

Herudover ligger der også moderne bygninger såsom offentlige toiletter samt museer, der fortæller historien om Heijo-paladset ved blandt andet at udstille artefakter. Grundet paladsgrundens størrelse er der desuden blevet anlagt flere veje, som fører igennem denne, og der er sågar også en jernbane, som løber igennem den såkaldte indre paladsgrund. Denne blev nemlig anlagt i begyndelsen af 1900-tallet, før man erkendte vigtigheden ved at bevare stedet. I 1998 blev Heijo-paladset desuden optaget på UNESCOs liste over verdensarv sammen med andre steder i Nara. 

 

 Find vej

Fra Yamato Saidaiji station er der under en kilometer frem til Heijo-paladsets grund.