Iwate TSUNAMI Memorial

Den 11. marts 2011 blev Japan ramt af det kraftigste jordskælv, som nogensinde er målt i landet, hvilket igangsatte en tsunami, der ramte den nordøstlige kyst, hvor mange byer blev lagt i ruiner. En af disse var havnebyen Rikuzentakata, hvor man umiddelbart efter katastrofen begyndte at genopbygge byens mange ødelagte bygninger, men der var samtidig tale om et stort oprydningsarbejde, og for at tsunamien ikke skulle blive glemt i fremtiden, valgte man at gemme og bevare flere af de effekter, som blev fundet i ruinerne, så disse kunne blive udstillet på et museum kaldet Iwate TSUNAMI Memorial, som åbnede i 2019.

Museet befinder sig i en mindepark, hvor man ligeledes finder det famøse mirakelgrantræ. Indvendigt består udstillingen både af videoer, billeder og tekst, der har til formål at belære besøgende om videnskaben bag tsunamiers tilblivelse og ødelæggende kræfter, og man får blandt andet også en historisk gennemgang af nogle af de tsunamier, der gennem tiden har ramt Sanriku-kysten, der er navnet på Tohoku-regionens østlige kyst. Selve samlingen består af utallige genstande, som blev gravet fri fra ruinerne, efter tsunamien ramte Rikuzentakata i 2011, og disse inkluderer alt fra vejskilte og personlige ejendele til en bil og sågar en jernbjælke fra en bro.

Total Page Visits: 281 - Today Page Visits: 2