Jesu gravsted

I byen Shingo i Aomori-præfekturet finder man et gravsted, som ifølge de lokale er stedet, hvor Jesus ligger begravet. Her er man nemlig af den overbevisning, at Jesus tog til Japan, da han var 21 år gammel, hvorefter han opholdt sig i landet i 12 år og i denne periode opnåede visdom og indsigt i sin status som Guds søn. Jesus vendte herpå tilbage til Judæa, hvor han som 34-årig blev arresteret, da han begyndte at udbrede de kristne dogmer, og det var her, han blev dømt til døden via korsfæstelse.

I Shingo er man dog af den overbevisning, at Jesus aldrig blev korsfæstet, men at det derimod var hans bror Isukiri, som tog hans plads, mens Jesus flygtede tilbage til Japan, hvor han slog sig ned og levede i resten af sit liv, før han døde i en alder af 106 år. Jesus giftede sig tilsyneladende med en japansk kvinde kaldet Yumiko og fik tre døtre, hvilket blandt andet er grunden til, at Sawaguchi-familien i Shingo påstår, at de er de sidste efterkommere af Kristus, idet hans gravsted har været tilknyttet deres slægt i flere generationer.

Det var dog ikke dem, der skabte den lokale legende, idet det var en shinto-præst og en forsker, der i 1935 kom på sporet af gravstedet, da de læste om dette i nogle ældgamle dokumenter, der fortalte historien om Jesus og hans liv i Japan. Disse tekster var skrevet på oldjapansk og krævede oversættelse, hvilket var grunden til, at de i sin tid blev kopieret, men de oprindelige dokumenter blev tilsyneladende konfiskeret af de japanske myndigheder og gik på mystisk vis tabt i tiden. Det er derfor kopi-teksterne, der udgør det eneste bevis på, at Jesus skulle have opholdt sig i Japan - og så naturligvis hans gravsted, men der er aldrig blevet givet tilladelse til, at man må undersøge dette, så hvem der ligger begravet der, og om der overhovedet findes et lig, er fortsat uvist. Ved siden af Jesu gravsted ligger desuden en anden grav, som skulle indeholde en lok af Jomfru Marias hår samt øret tilhørende Isukiri, da dette var det eneste, Jesus nåede at få med sig under sin flugt fra Judæa.

Da Shingo blev kendt som byen med Jesu gravsted, valgte man at oprette en park, hvor de to grave i dag står side om side. De er hegnet af med et lille stakit og ikke markeret med andet end kors. I parken ligger desuden et museum, der ligner en kirke, hvor man kan lære mere om den lokale legende og dennes betydning for indbyggerne i Shingo. Da der ikke er nogen station i Shingo er det dog kun muligt at komme dertil med bil eller bus - blandt andet fra nabobyen Gonohe, hvorfra man også kan komme til med bus fra Hachinohe.

 

Total Page Visits: 1158 - Today Page Visits: 1