Den 18. november 1962 ankom gastankeren Daiichi Munakata Maru til havnen i Kawasaki, hvor den skulle levere 3.642 kiloliter gas. Det enorme skib ankom klokken 8.15, men på dets tur gennem Keihin-kanalen kolliderede det med et norsk tankskib, som sejlede i den modsatte retning. Det norske tankskib vædrede Daiichi Munakata Maru, hvilket fik antændt gassen, så der udbrød en gigantisk eksplosion, som satte de to skibe i brand. Flammerne spredte sig på havoverfladen, og på den måde fik ilden også fat i to andre skibe, som ellers befandt sig over 100 meter borte, og fire skibe stod således i brand, hvilket straks fik sat i gang i en større redningsaktion. Det ene af de to skibe, der ikke havde været involveret i kollisionen endte dog med at synke, mens det lykkedes at få slukket ilden på de tre andre skibe. De sidste flammer blev dog først bekæmpet dagen efter, hvor katastrofens omfang samtidig stod klart, da det viste sig, at hele 41 mænd var omkommet i ulykken, hvoraf 36 af disse havde befundet sig ombord på Daiichi Munakata Maru. Et enkelt besætningsmedlem ombord på det norske tankskib omkom, mens to personer døde på hvert af de to andre skibe.
Chuunichi Stadion blev opført som et baseballstadion i Nagoya i 1948, og da det stod færdigt, havde det en kapacitet på 23.000 tilskuere. Stadionet blev hjemmebane for det lokale baseballhold Nagoya Dragons, og den 19. august 1951 skulle de møde Yomiuri Giants på stadionet i Nagoya, hvor kampen imidlertid aldrig blev afsluttet. Midt under spillet udbrød der nemlig brand på tilskuerpladserne, og da tyk røg begyndte at sprede sig, besluttede man sig for at afbryde kampen, alt imens store flammer ligeledes kom til syne. Dette førte til panik på stadionet, hvor tusindvis af tilskuere begyndte at flygte fra sæderækkerne, hvorfra de søgte mod banen eller stadionets udgange, men fordi der på denne dag var stærk vind, så formåede ilden at sprede sig og opsluge stort set hele stadionet, før den omsider blev slukket, efter mere end halvanden time efter den var brudt ud, og i sidste ende stod det klart, at 4 tilskuere havde mistet livet, mens mere end 300 andre var blevet såret af røgforgiftning eller forbrændinger.
I 1914 oplevede man i Japan landets største vulkanudbrud i det 20. århundrede, da vulkanen på øen Sakurajima i Kagoshima-bugten gik i udbrud, hvilket skete den 12. januar 1914, hvor der pludselig lød en eksplosion fra krateret, hvilket førte til, at dette begyndte at udspy store mængder aske ud over hele øen, hvor beboerne måtte flygte i panik med brug af de beskedne antal både, de havde til rådighed. I alt 58 personer blev dog dræbt som følge af vulkanudbruddet, og mange af de omkomne druknede simpelthen, fordi de forsøgte at svømme væk fra øen, men uden held. Lavaen opslugte flere omkringliggende øer, og til sidst nåede den tilmed frem til hovedlandet og knyttede sig til Kyushu, hvorved Sakurajima ikke længere var en selvstændig ø – men herfra en sammenhængende del af en anden, hvilket dermed ændrede det japanske landkort for altid.
Den 19. august 1980 var en bus ved at gøre klar til afgang fra busterminalen på Shinjuku station i Tokyo, da en mand pludselig gik hen til den åbne midterdør, hvor han valgte at kaste en spand med benzin ind i den fyldte bus, før han ligeledes kastede et antændt stykke avispapir ind, hvorved bussens indre brød i brand. Eftersom japanske busser ikke er udstyret med en bagindgang, var det kun de passagerer, der befandt sig forrest i bussen, som kunne flygte, mens dem i den bageste halvdel enten blev dræbt eller såret i det pludselige inferno. I alt seks mennesker mistede livet i branden, som viste sig at være blevet påsat af en 38-årig mand ved navn Hirofumi Maruyama, der var træt af sit liv. Han begik derfor også selvmord i fængslet, efter at han var blevet idømt livsvarigt fængsel for et massedrab begået mod uskyldige.
Yukiko Okada var 15 år gammel, da hun i 1983 deltog i en sangkonkurrence på japansk TV, hvilket førte til, at hun indgik en kontrakt med pladeselskabet Sun Studios, der i de kommende år sørgede for at gøre Yukiko Okada til et landskendt navn. Mens hendes karriere var på sit højeste, forsøgte den 18-årige sanger dog at begå selvmord den 8. april 1986, hvor hun tændte for gassen i sin lejlighed i Tokyo, hvor hun også skar sine håndled over. Selvom Yukiko blev reddet og bragt på hospitalet, så blev hun dog udskrevet samme dag, hvor hun blev taget med til Sun Studios. Men hér valgte hun imidlertid at fuldføre sit selvmordforsøg, da hun uden videre sprang i døden fra 6. etage. Yukiko ramte et menneskefyldt fortov, hvor en fotograf tilfældigvis var til stede, og han valgte endda at tage et billede af liget, hvilket ovenikøbet blev bragt i medierne den næste dag, hvor nyheden om Yukiko Okadas død førte til stor sorg blandt hende fans – tilmed i en sådan grad, at der opstod en selvmordsbølge kendt som “Yukiko syndromet”.
I 1970 var man i gang med at anlægge en forlængelse af Osakas metrosystem under byen, da der den 8. april klokken 17.15 opstod problemer, idet der under gravearbejdet gik hul på et gasrør. Myndighederne blev dog omgående tilkaldt, og et par arbejdere blev straks sendt af sted for at fikse skaden, men en halv time senere lød der dog en eksplosion, mens der fortsat var fyldt med mennesker på gadeplan. Denne førte derfor til, at folk blev kylet omkring, da fundamentet af dækplader blev blæst op i luften, hvilket endte med at koste 79 personer livet, mens 420 andre blev såret. Som følge af eksplosionen og den efterfølgende brand blev 495 hjem desuden totalskadet på den 200 meter lange strækning af ravage, der på blot få sekunder fik storbyens myldretid til at ligne en krigszone. Det blev dog aldrig opklaret, hvad der antændte gassen, men denne havde nået at sive ud, længe nok til at man kunne have evakueret folk fra området.
Den 24. april 1951 omkom 106 mennesker, da et tog brød i brand ved Sakuragicho station i Yokohama. Ulykken indtraf som følge af udskiftningen af køreledninger ved stationen, hvor personalet var kommet til at klippe et kabel over, således at dets elektriske ledere blev blottet. Få minutter senere ankom et tog fyldt med passagerer til stationen, og her blev pantografen (den strømaftager, som er placeret på taget) viklet ind i ledningen, hvilket fik gnisterne til at flyve, så den forreste af togvognene blev antændt. Togvognene var primært lavet af træ, så det tog ikke lang tid for ilden at få fat og udvikle sig, da først toget var standset. Der befandt sig cirka 150 mennesker i den pågældende vogn, der gradvist var ved at blive fortæret af ild oppefra, men panikken forhindrede passagererne i at flygte videre til vogn nr. to, eftersom døren dertil kun kunne åbnes indad, hvilket var umuligt, fordi folk pressede mod den, da de alle søgte til den ende af vognen. Vognen blev opslugt af flammer i løbet af 10 minutter, hvorved 106 mennesker mistede livet.
Den 31. juli 1984 blev to helikoptere fra to af landets største aviser, Asahi Shimbun og Mainichi Shimbun, sendt ud for at dække et røveri i Akashi fra luften. Ombord på begge helikoptere var tre personer: en pilot, en journalist og en fotograf. Mens de to nyhedshelikoptere fløj rundt over Akashi, kom de pludselig så tæt, at de lidt over klokken 13 kolliderede i luften, da propellen på Mainichi Shimbuns helikopter skar halen over på Asahi Shimbuns helikopter, hvilket resulterede i, at de begge styrtede til jorden. Piloten på Mainichi Shimbuns helikopter kunne heldigvis holde denne stabil under styrtet, så både han og de to passagerer overlevede dette, mens det var umuligt for piloten på Asahi Shimbuns helikopter at varetage kontrollen uden haleroret. Helikopteren styrtede derfor ned i en bygning, og alle tre ombordværende omkom. Utroligt nok blev selve kollisionen fanget på film af en mand på landjorden, der tilfældigvis valgte at hive kameraet frem, da han fik øje på de to helikoptere.
Den 11. maj 1955 kolliderede de to færger Ukou Maru og Shiun Maru i det japanske indlandshav, hvilket førte til, at Shiun Maru begyndte at synke med 781 passagerer og 60 besætningsmedlemmer ombord. Dette gik så stærkt, at man ikke kunne nå at få redningsbådene i vandet, så folk måtte iføre sig redningsveste og håbe på at blive reddet af de mange både, som ilede til undsætning. 168 mennesker mistede dog livet, og blandt disse var der 100 børn, idet flere skoleklasser var på udflugt og desværre befandt sig ombord på Shiun Maru på denne dag. Forliset blev desuden foreviget af en fotograf fra avisen Asahi Shimbun, der var sejlet ud for at dokumentere ulykken, og da billederne senere blev bragt, mødte dette stor kritik, idet folk mente, at man burde have hjulpet til i stedet for blot at agere vidne.
Den 5. marts 1966 styrtede BOAC Flight 911 ned nær Fuji-bjerget i Japan, og alle 124 ombord blev dermed dræbt. Der var tale om 11 besætningsmedlemmer og 113 passagerer. Flyet lettede fra Haneda Lufthavn i Tokyo klokken 14.00 med retning mod Hong-Kong, men da det passerede over Fuji-bjerget blev det ramt af voldsom turbulens, der fik flyet til at falde fra hinanden i luften og styrte ned. Øjeblikket blev fanget af en fotograf, der formåede at tage et billede af flyet, mens det faldt ned fra himlen over Fuji-bjerget. Den officielle forklaring på flystyrtet er derfor, at stærk vind ikke blot pressede flyet til det yderste, men også ud over dets grænser. Flystyrtet skete mindre end 24 timer efter et andet flystyrt, da Canadian Pacific Air Lines Flight 402 aftenen forinden styrtede ned ved Haneda Lufthavn, og BOAC Flight 911 blev endda filmet ved vraget på landingsbanen, mens det gjorde klar til at lette i baggrunden.