10 chokerende øjeblikke fanget på kamera

Verden bliver årligt ramt af tragiske begivenheder, som nu og da bliver dokumenteret med brug af kamera af enten professionelle fotografer eller privatpersoner, hvorved andre folk får mulighed for at bevidne nogle af de hændelser, man ellers blot ville have hørt om i nyhederne.

Dette er en liste over ti af de mest chokerende øjeblikke i Japan, som blev dokumenteret med brug af kameraer, som tilfældigvis var på stede, da tragedien indtraf. Dette inkluderer dog ikke begivenheder, som også blev foreviget på film, da disse i stedet er at finde på en liste HER.

10: Daiichi Munakata Maru-katastrofen

Den 18. november 1962 ankom gastankeren Daiichi Munakata Maru til havnen i Kawasaki, hvor den skulle levere 3.642 kiloliter gas, som var blevet fragtet fra Yamaguchi-præfekturet. Det enorme skib ankom klokken 8.15, men på dets tur gennem Keihin-kanalen kolliderede det med et norsk tankskib, som sejlede i den modsatte retning.

Det norske tankskib vædrede Daiichi Munakata Maru, hvilket fik antændt gassen, så der udbrød en gigantisk eksplosion, som satte de to skibe i brand. Flammerne spredte sig på havoverfladen, og på den måde fik ilden også fat i to andre skibe, som ellers befandt sig over 100 meter borte, og fire skibe stod således i brand, hvilket straks fik sat i gang i en større redningsaktion.

Det ene af de to skibe, der ikke havde været involveret i kollisionen endte dog med at synke, mens det lykkedes at få slukket ilden på de tre andre skibe. De sidste flammer blev dog først bekæmpet dagen efter, hvor katastrofens omfang samtidig stod klart, da det viste sig, at hele 41 mænd var omkommet i ulykken, hvoraf 36 af disse havde befundet sig ombord på Daiichi Munakata Maru. Et enkelt besætningsmedlem ombord på det norske tankskib omkom, mens to personer døde på hvert af de to andre skibe.

Både kaptajnen på Daiichi Munakata Maru og det norske tankskib fik tildelt ansvaret for ulykken, fordi de forsøgte at navigere rundt i den stærkt trafikerede kanal og derfor overså hinanden, indtil det var for sent.

9: Branden på Chuunichi Stadion

Chuunichi Stadion blev opført som et baseballstadion i Nagoya i 1948, hvor den amerikanske sportsgren blev populær blandt japanerne, og sport fungerede samtidig som opmuntring og et symbol på sammenhold i en svær tid, hvor man stadig var ved at komme sig efter krigens ødelæggelser. Stadionet blev faktisk opført på en grund, der var blevet ødelagt af bombetogter, og da det stod færdigt, havde det en kapacitet på 23.000 tilskuere. Stadionet blev hjemmebane for det lokale baseballhold Nagoya Dragons, og den 19. august 1951 skulle de møde Yomiuri Giants på stadionet i Nagoya, hvor kampen imidlertid aldrig blev afsluttet.

Midt under spillet udbrød der nemlig brand på tilskuerpladserne, og da tyk røg begyndte at sprede sig, besluttede man sig for at afbryde kampen, alt imens store flammer ligeledes kom til syne. Dette førte til panik på stadionet, hvor tusindvis af tilskuere begyndte at flygte fra sæderækkerne, hvorfra de søgte mod banen eller stadionets udgange, men fordi der på denne dag var stærk vind, så formåede ilden at sprede sig og opsluge stort set hele stadionet, før den omsider blev slukket, efter mere end halvanden time efter den var brudt ud.

Ilden fik desuden spredt sig til et par bygninger uden for stadionet, der ligeledes brændte ned, og i sidste ende stod det klart, at 4 tilskuere havde mistet livet, mens mere end 300 andre var blevet såret af røgforgiftning eller forbrændinger. Man mener, at ilden opstod grundet et cigaretskod, der var faldet ned under sæderne, hvor det antændte det affald, der i forvejen lå der, og fordi stadionet var blevet opført i træ, så var det altså intet problem for ilden at få fat, da den først var brudt ud. Stadionet blev revet ned og genopført året efter med brug af beton, og den første kamp, der blev spillet på det nye stadion, var en revancekamp mellem Nagoya Dragons og Yomiuri Giants.

8: Sakurajima vulkanudbruddet i 1914

I 1914 oplevede man i Japan landets største vulkanudbrud i det 20. århundrede, da vulkanen på øen Sakurajima i Kagoshima-bugten gik i udbrud. Vulkanen er en af de mest aktive i verden, men alligevel havde den ikke været i udbrud i et århundrede, da en pludselig eksplosion fra krateret førte til, at den begyndte at udspy store mængder aske lidt over klokken 10 den 12. januar 1914, efter den havde udvist forhøjet aktivitet i en måned forinden, hvilket blandt andet havde fået temperaturen til at stige, så mange af øens indbyggere valgte at forlade Sakurajima i tide, fordi de mistænkte, at et udbrud var på trapperne.

Ikke desto mindre blev i alt 58 af de tilbageværende beboere dræbt som følge af vulkanudbruddet, der i løbet af ingen tid slyngede en gigantisk askesky og tonsvis af klippestykker ud over hele øen, så folk helt spontant måtte forlade denne i panik via det beskedne antal både, der var til rådighed. Mange af de omkomne druknede simpelthen, fordi de forsøgte at svømme væk fra øen, men uden held. Der var langt flere beboere på Sakurajima, end lokalområdets både kunne håndtere, og derfor satte den japanske flåde redningsskibe til rådighed, da man erkendte, at man stod over for en katastrofe i et uoverskueligt format. Øens godt 20.000 beboere blev evakueret til Kagoshima, hvor de blev indlogeret i offentlige bygninger og herfra kunne se, hvordan vulkanudbruddet tog til i styrke. På et tidspunkt resulterede det tilmed i et kraftigt jordskælv, der gjorde skade på byen.

Det voldsomme udbrud fortsatte helt frem til næste dag, hvor det eskalerede, før vulkanen gradvist blev mere rolig efter at have været ramt af eksplosioner i over et døgn. Samme dag begyndte der imidlertid at flyde lava fra vulkanens krater, og selvom det ikke er så almindeligt, at lava flyder fra vulkaner i Japan, så blev der under Sakurajima-udbruddet udstødt lava i flere måneder, hvilket førte til, at øen voksede gevaldigt i størrelse, efterhånden som dette nåede havet og størknede. Lavaen opslugte flere omkringliggende øer, og til sidst nåede den tilmed frem til hovedlandet og knyttede sig til Kyushu, hvorved Sakurajima ikke længere var en selvstændig ø – men herfra en sammenhængende del af en anden, hvilket dermed ændrede det japanske landkort for altid. Askeskyen nåede op i flere kilometers højde og spredte sig over flere hundrede kilometer, og selve Sakurajima blev dækket af et tykt lag aske, der nogle steder nåede en dybde på over halvanden meter. Den dag i dag kan man endnu finde beviser på udbruddet i 1914 – blandt andet står en torii-port begravet i mere end en meters dybde, så kun dens øvre del er synlig.

Efter vulkanudbruddet i 1914 valgte mange af Sakurajimas beboere at vende tilbage til øen og genopbygge de ødelagte byer, mens endnu flere valgte at slå sig ned andre steder. Vulkanen gik først igen i udbrud i 1935 og har været ramt af flere siden da, idet der er tale om en af Japans mest aktive vulkaner.

7: Busbranden i Shinjuku

Lidt over klokken 21 den 19. august 1980 var en bus ved at gøre klar til afgang fra busterminalen på Shinjuku station, da en mand pludselig gik hen til midterdøren, hvor han valgte at kaste en spand med benzin ind i den fyldte bus, før han ligeledes kastede et antændt stykke avispapir ind, hvorved bussens indre brød i brand. Eftersom japanske busser ikke er udstyret med en bagindgang, var det kun de passagerer, der befandt sig forrest i bussen, som kunne flygte, mens dem i den bageste halvdel enten blev dræbt eller såret. Tre af passagerne døde under branden, mens 17 andre blev kvæstet – nogle med svære forbrændinger. For tre af dem var skaderne så omfattende, at de ligeledes endte med at dø i månederne efter, så dødstallet altså nåede op på seks. Det yngste offer var en dreng på 8 år, der døde i selve busbranden sammen med sin far. De to var på vej hjem efter at have været til en baseballkamp sammen.

Politiet fandt hurtigt frem til den skyldige, som viste sig at være en 38-årig mand ved navn Hirofumi Maruyama fra Kyushu, der ifølge ham selv valgte at begå sin forbrydelse, fordi han havde haft et hårdt liv. Han var den yngste i en søskendeflok på fem, og hans mor døde, da han var ganske lille, så hans far havde stået for opdragelsen. Han voksede op i fattige kår og giftede sig i 1972 med en kvinde, der dog led af psykiske problemer, så de to blev skilt allerede året efter. Sammen havde de en lille søn, som manden satte i familiepleje, hvorefter han brugte de næste år på at rejse rundt i landet og påtage sig arbejde for at kunne tjene penge og opretholde tilværelsen. Han drak jævnligt, og den 19. august sad han netop og indtog alkohol ved Shinjuku station, da han spontant valgte at udføre sin forbrydelse. Hirofumi håbede at blive dømt til døden, men han modtog i stedet en livstidsdom.

I 1985 udgav en kvinde, der var blandt de overlevende, en bog om hændelsen, som blev filmatiseret samme år. I denne blev det afsløret, at hun gik rundt med selvmordstanker, da hun befandt sig i bussen på Shinkjuku station, og at hun derfor overvejede at blive i denne og således dø, da den blev sat i brand. Hun valgte i sidste øjeblik at flygte og overlevede trods forbrændinger på 80 % af kroppen. Hun lærte efterfølgende at værdsætte livet og var derfor taknemmelig over for gerningsmanden, som hun tilmed fik etableret kontakt til i fængslet, hvor hun opfordrede ham til at få det bedste ud af livet. I 1997 valgte Hirofumi dog at begå selvmord i fængslet i en alder af 55 år, hvilket først kom frem året efter. Kvindens bror var desuden den fotograf, der tilfældigvis befandt sig på stedet og derfor kunne tage billeder af den brændende bus, men efter han fandt ud af, at hans søster var ombord på bussen valgte han at opsige sit job som pressefotograf, idet han skammede sig over at have ageret vidne i stedet for at hjælpe til.

6: Yukiko Okadas selvmord

Yukiko Okada var 15 år gammel, da hun i 1983 deltog i en sangkonkurrence på japansk TV, hvilket førte til, at hun indgik en kontrakt med pladeselskabet Sun Studios, der i de kommende år sørgede for at gøre Yukiko Okada til et landskendt navn, idet hun allerede i 1984 debuterede med sin første single “First Date”. Yukiko blev kendt som Yukko blandt sine fans og vandt samme år titlen som Årets Nye Navn under Japan Records Awards for sin tredje single. I 1984 nåede hun at udgive to albums og tre singler, mens hun i 1985 udgav tre albums og fire singler, ligesom hun dette år fik sin første hovedrolle på japansk TV, hvilket var med til at udbrede kendskabet til Yukiko Okada samt øge hendes popularitet.

Yukiko Okada havde stræbt efter succes, men selvom hun udadtil udstrålede glæde, så var hun indadtil ulykkelig. Så mens hendes karriere var på sit højeste, forsøgte den 18-årige sanger at begå selvmord den 8. april 1986, hvor hun blev fundet grædende i sin lejlighed, som hun netop var flyttet ind i i Tokyo, hvor hun både havde tændt for gassen og skåret sine håndled over. Dog blev dette opdaget i tide, så Yukikos liv dermed blev reddet, da hun omgående blev bragt med på hospitalet.

Yukiko blev dog udskrevet samme dag og bragt med til Sun Studios. Men hendes image var i fare for at blive spoleret, hvis hendes selvmordsforsøg kom frem i lyset, så mens hendes agenter forsøgte at tænke sig frem til, hvordan de skulle dække over dette, valgte Yukiko at tage livet af sig selv, idet hun simpelthen sprang ud fra et vindue og styrtede i døden fra 6. etage. Yukiko ramte et menneskefyldt fortov, hvor en fotograf tilfældigvis var til stede, og han valgte endda at tage et billede af liget, hvilket ovenikøbet blev bragt i medierne den næste dag, hvor nyheden om Yukiko Okadas død førte til stor sorg blandt hende fans – tilmed i en sådan grad, at der opstod en selvmordsbølge kendt som “Yukiko syndromet”, hvor man oplevede en stigning i antallet af selvmord blandt unge, som sprang ud fra bygninger for på den måde at følge deres idol i døden.

Yukiko Okada var på ingen måde den eneste kendis, der tog livet af sig selv i 1980’erne, men at hun gjorde det, imens hendes karriere var på sit højeste, chokerede alligevel japanerne, der kendte hende som den smilende og livsglade pige. Selvmordet kunne derfor have været med til at sætte fokus på den mentale sundhed, men dette fejlede man i at gøre, og derfor fik man heller ikke forhindret den nationale selvmordsbølge, som ramte landet et årti senere. Dog er det aldrig blevet opklaret, hvad der fik Yukiko Okada til at begå selvmord. Nogen mener, at hun havde haft en affære med den ældre skuespiller Toru Minegishi, som hun havde spillet over for på TV, mens andre påstod, at hun var blevet inspireret af et andet selvmord – nemlig den 17-årige sanger Yasuko Endo, der ligeledes sprang i døden ti dage forinden.

5: Gaseksplosionen i Osaka

I 1970 var man i gang med at anlægge en forlængelse af Osakas metrosystem under byen, da der den 8. april klokken 17.15 opstod problemer, idet der under gravearbejdet gik hul på et gasrør. Myndighederne blev dog omgående tilkaldt, og et par arbejdere blev straks sendt af sted for at fikse skaden, men på vejen gik deres bil uheldigvis i stå, hvorefter den brød i brand, og gassen fik derfor lov til at sprede sig i det underjordiske tunnelsystem i en halv time, før det hele eskalerede klokken 17.47, da en voldsom eksplosion rystede byen. På dette tidspunkt havde arbejderne tilknyttet metrobyggeriet nået at forlade stedet, eftersom der blev slået alarm, med det samme der gik hul på gasrøret, men oppe på gaderne blev folk ikke bedt om at evakuere, så hér gik man rundt i uvished på de mange dækplader, der i forbindelse med byggeriet var blevet anbragt på fortove og veje, da disse pludselig blev blæst op og løftede mennesker og biler med sig i en højde på op til 10 meter, samtidig med at et inferno brød løs og satte flere bygninger i flammer. I alt 79 personer endte med at miste livet i kaosset, mens 420 andre blev såret. Som følge af eksplosionen og den efterfølgende brand blev 495 hjem desuden totalskadet på den 200 meter lange strækning af ravage, der på blot få sekunder fik storbyens myldretid til at ligne en krigszone.

I første omgang gik man ud fra, at eksplosionen opstod som følge af bilbranden, som imidlertid opstod ti minutter forinden, og man har derfor kunnet afvise dette. Hvad der i så fald startede eksplosionen er fortsat en gåde, men antallet af ofre kunne have været langt mindre, hvis man havde igangsat en evakuering på gadeplan, og derfor førte katastrofen til flere politianmeldelser af de sikkerhedsansvarlige, der dog først modtog dom i sagen 14 år efter, da det omsider blev konkluderet, at ansvaret for ulykken hvilede på deres skuldre. I Osaka findes i dag et mindesmærke til ære for de 79 ofre.

4: Togbranden på Sakuragicho station

Den 24. april 1951 omkom 106 mennesker, da et tog brød i brand ved Sakuragicho station i Yokohama. Ulykken indtræf som følge af udskiftningen af køreledninger ved stationen, hvor personalet var kommet til at klippe et kabel over, således at dets elektriske ledere blev blottet. Få minutter senere ankom et tog fyldt med passagerer til stationen, og her blev pantografen (den strømaftager, som er placeret på taget) viklet ind i ledningen, hvilket fik gnisterne til at flyve, så den forreste af togvognene simpelthen blev antændt. Togvognene var primært lavet af træ, så det tog ikke lang tid for ilden at få fat og udvikle sig, da først toget var standset. Der befandt sig cirka 150 mennesker i den pågældende vogn, der gradvist var ved at blive fortæret af ild oppefra, mens tyk røg spredte sig, men panikken forhindrede passagererne i at flygte videre til vogn nummer to, eftersom døren dertil kun kunne åbnes indad, hvilket var umuligt, fordi folk pressede mod den, da de alle søgte til den ende af vognen. Ydermere var vinduerne for små, til at man kunne kravle ud gennem dem. Vognen blev opslugt af flammer i løbet af 10 minutter, hvorved 106 mennesker mistede livet.

3: Helikopterkollisionen i Akashi

Den 31. juli 1984 blev en virksomhed i byen Akashi nær Kobe udsat for et røveri kort før middagstid, hvor røverne slap afsted med 6,7 millioner yen. Politiet blev omgående tilkaldt, og jagten på gerningsmændene gik ind. For at dække begivenhederne valgte de japanske medier at følge sagen tæt, og da der på dette tidspunkt var hård konkurrence mellem de japanske massemedier, blev alt sat ind, hvilket betød, at journalister fra to af landets største aviser, Asahi Shimbun og Mainichi Shimbun, besluttede sig for at dække sagen fra luften ved at flyve over Akashi i hver deres helikopter. Mens man hos Mainichi Shimbun benyttede sig af sin egen helikopter, så valgte man hos Asahi Shimbun derimod at leje en i stedet. Ombord på begge helikoptere var tre personer: en pilot, en journalist og en fotograf.

Mens de to nyhedshelikoptere fløj rundt over Akashi, kom de pludselig så tæt, at de lidt over klokken 13 kolliderede i luften, da propellen på Mainichi Shimbuns helikopter skar halen over på Asahi Shimbuns helikopter, hvilket resulterede i, at de begge styrtede til jorden. Piloten på Mainichi Shimbuns helikopter kunne heldigvis holde denne stabil under styrtet, så både han og de to passagerer overlevede dette, mens det var umuligt for piloten på Asahi Shimbuns helikopter at varetage kontrollen uden haleroret. Helikopteren styrtede derfor ned i en bygning, og alle tre ombordværende omkom. Utroligt nok blev selve kollisionen fanget på film af en mand på landjorden, der tilfældigvis valgte at hive kameraet frem, da han fik øje på de to helikoptere, da de var i nærkontakt, og skæbnens ironi ville, at mediefolkene dermed selv blev gjort til en nyhedshistorie.

Det var dog ikke ligefrem, fordi man lærte noget af ulykken. Ti år senere skete nemlig en lignende ulykke med de selv samme nyhedsbureauer, da to helikoptere fra Asahi Shimbun og Mainichi Shimbun var involveret i endnu en kollision den 18. oktober 1994. Også denne gang omkom tre personer ombord på Asahi Shimbuns helikopter, da denne styrtede ned i Osaka, mens alle ombord på Mainichi Shimbuns helikopter overlevede, idet den kunne lande sikkert i lufthavnen, efter at man ironisk nok havde været ude at dække en skibskollision, som var forårsaget af den dårlige sigtbarhed, som ligeledes førte til helikopterkollisionen.

2: Shiun Maru-forliset

Det var tidligt om morgenen den 11. maj 1955, da færgen Ukou Maru forlod havnen i Uno på Honshu samtidig med at en anden færge kaldet Shiun Maru sejlede fra Takamatsu på Shikoku med 781 passagerer og 60 besætningsmedlemmer ombord. Der var tale om to jernbanefærger, der fragtede hele togsæt over det japanske indlandshav, idet færger fungerede som bindeleddet mellem de to hovedøer, da der dengang ikke fandtes nogen broer, som bandt dem sammen. Da de to færger lagde fra kaj, var området dog blevet overtaget af en tyk tåge, så sigtbarheden lå på omkring 500 meter, men på under en halv time faldt denne til 100 meter, hvilket resulterede i, at de to skibe kolliderede midt ude på havet, hvor det gik værst ud over Shiun Maru, der fik en lang flænge i skroget, hvorved færgen meget hurtigt begyndte at synke.

Kaptajnen på Ukou Maru reagerede straks ved at lægge skibet op langs Shiun Maru, så passagererne derfra havde mulighed for at flygte i sikkerhed, men på lige netop denne dag var skoleklasser fra fire grundskoler og mellemskoler på udflugt, og majoriteten af de knap 800 passagerer bestod derfor af børn, der havde svært ved at forholde sig til situationen uden vejledning fra voksne – hvilket der kun var få af i forhold til antallet af børn, og det betød, at forvirringen blandt disse var enorm. Ydermere var redningsveste placeret så højt oppe, at mange børn slet ikke kunne nå dem, og da personalet begyndte at dele redningsveste ud i hånden i stedet, var der også mange, der slet ikke vidste, hvordan de skulle putte dem på.

Skibet gik til bunds kun få minutter efter at være blevet ramt, og ud af de 168 mennesker, der endte med at miste livet, var 100 af disse børn, så der derfor var tale om lokale tragedier på de fire skoler, hvor de gik. Kaptajnen nægtede selv at forlade sit skib og gik derfor også ned med det, og med ham forsvandt ligeledes forklaringen på, hvordan ulykken kunne ske, da det var en uventet manøvre fra Shiun Marus side, der førte til katastrofen, for før da havde de to færger ikke ligget på kollisionskurs. Forliset blev desuden foreviget af en fotograf fra avisen Asahi Shimbun, der var sejlet ud for at dokumentere ulykken, og da billederne senere blev bragt, mødte dette stor kritik, idet folk mente, at man burde have hjulpet til i stedet for blot at agere vidne. En fisker hjalp for eksempel med at redde omkring 50 mennesker med sin båd.

1: BOAC Flight 911

Den 5. marts 1966 styrtede BOAC Flight 911 af flytypen Boeing 720 ned nær Fuji-bjerget i Japan, og alle 124 ombord blev dermed dræbt. Der var tale om 11 besætningsmedlemmer og 113 passagerer, hvoraf størstedelen af disse var amerikanere, som havde været i Japan i forbindelse med en firmasponseret rejse til Asien, der skulle fortsætte med en tur til Hong Kong. Blandt de omkomne var der tilmed 26 par, hvilket betød, at i alt 63 børn blev gjort forældreløse, og den canadiske drag queen Sonne Teal, som var på en international turné, mistede desuden også livet i ulykken. Flere filmfolk, som befandt sig i Japan under en research til James Bond-filmen You Only Live Twice, skulle også have været ombord på flyet, men endte med at aflyse turen.

Flyet lettede som planlagt fra Haneda Lufthavn i Tokyo klokken 14.00 med retning mod Hong Kong, men da det passerede over Fuji-bjerget blev det i fem kilometers højde ramt af voldsom turbulens, der fik flyet til at falde fra hinanden i luften og styrte ned. Først knak halefinnen af, hvilket forhindrede piloterne i at holde flyet stabilt, hvorefter alle fire motorer gik ud, før flyet brød i brand og begyndte at styrtdykke. Øjeblikket blev tilfældigvis fanget af en fotograf, der formåede at tage billeder af det brændende fly, mens det faldt ned fra himlen over Fuji-bjerget. Den officielle forklaring på flystyrtet er derfor, at stærk vind ikke blot pressede flyet til det yderste, men også ud over dets grænser, og forbedringer af Boeing 720 blev derfor igangsat. Eftersom flyet var faldet fra hinanden i luften, befandt både vrag- og menneskerester sig inden for en radius af otte kilometer, hvilket gjorde oprydningsarbejdet tl en langsommelig affære.

Flystyrtet var det tredje i Japan i 1966 og skete mindre end 24 timer efter et andet flystyrt, da Canadian Pacific Air Lines Flight 402 aftenen forinden styrtede ned ved Haneda Lufthavn, hvorfra BOAC Flight 911 lettede. Her omkom 64 af de i alt 72 ombordværende, og under en reportage af ulykken dagen efter, kunne man på videoptagelser af vraget på landsingsbanen se BOAC Flight 911 gøre klar til at lette i baggrunden, uden at nogen kunne vide, at samme skæbne ville overgå dette fly.

Total Page Visits: 85 - Today Page Visits: 1