Ohaguru er navnet på en skik, der går ud på, at man farver sine tænder sorte. Dette var udbredt i Japan i flere hundrede år, idet den sorte farve blev tillagt en skønhedsværdi, så der altså var tale om en trend, der havde til formål at skabe et smukt udseende. Det vides ikke, hvornår japanerne begyndte at udføre ohaguru, men der er fundet rester af skeletter med sorte tænder, der kan dateres helt tilbage til Kofun-perioden (250-538). Skikken kom muligvis til Japan fra det asiatiske kontinent, hvor den nu om dage fortsat i brug i visse lande, men i 1870 blev det dog forbudt for medlemmer af den royale slægt at farve sine tænder sorte i Japan, så Ohaguru herfra blev mindre populært i resten af samfundet, selvom det allerede var blevet en sjældenhed. Ohaguru blev oprindeligt praktiseret af både mænd og kvinder, efter de var blevet kønsmodne, men med tiden blev det typisk kun gifte og fornemme kvinder samt prostituerede og geishaer, der farvede deres tænder, mens almindelige borgere kun gjorde det under særlige lejligheder, da de ikke havde behov for at “se fine ud” til daglig.
Yobai kan oversættes til “nattekravleri” og er betegnelsen for en gammel japansk skik, hvor unge mænd ville snige sig ind i pigers kamre og med deres accept forgribe sig seksuelt på dem. Dette var en måde, hvorved mange par fandt sammen før i tiden, da det var en af de eneste metoder, der i smug kunne skabe intim kontakt på tværs af kønnene. Når unge mennesker blev kønsmodne modtog de som regel seksualundervisning af en voksen mand eller kvinde, der satte dem ind i alt det praktiske, før de blev opfordret til at udføre yobai, som altså ikke blev betragtet som voldtægt. Dette var nemlig ikke en forbrydelse – det var en fuldt ud anerkendt skik, hvorigennem unge mennesker kunne udforske deres seksualitet og udveksle følelser, hvilket var svært at gøre i det offentlige rum.
Hikimayu er betegnelsen for en praksis såvel som et skønhedsideal fra fortidens Japan, hvor kvinder fjernede deres øjenbryn for i stedet at male nye på med pulveriseret blæk. Hikimayu betyder direkte oversat “at trække øjenbryn”, og tendensen kom til Japan fra Kina i løbet af 700-tallet, hvor det blandt aristokratiske kvinder blev gjort til et modefænomen at sminke ansigtet hvidt. I den forbindelse var øjenbrynene i vejen, så man valgte simpelthen at trække hårene ud eller barbere dem væk, hvorefter man malede nye øjenbryn på. I begyndelsen forsøgte man at efterligne de naturlige øjenbryn, før det blev mere populært at gøre dem knap så markante og desuden placere dem højt oppe på panden for på den måde at få denne til at virke mindre.
Haritsuke var den japanske form for en korsfæstelse, der blev anvendt som straf til kriminelle og blandt andet også kristne. Modsat den vestlige korsfæstelse, så blev man i Japan bundet fast i stedet for at blive sømmet, og så var det desuden kun kvinder, der blev hængt på et kors med samlede ben og udstrakte arme – mændenes ben blev nemlig spredt fra hinanden på en ekstra vandret bjælke, mens der under deres kønsorganer sad et bræt, som tyngdekraften tvang dem mod. Kvinder fik derimod blottet deres bryster, da der til ritualet hørte en særlig form for beklædning, som skulle blotte folks ribben, eftersom korset mest af alt havde til formål at sætte folk til offentlig skue i en forsvarsløs stilling. Typisk ville den kriminelle først blive ført gennem byen på hesteryg og derefter blive bundet fast på korset under offentlighedens overværelse, og herefter ville henrettelsen så finde sted ved, at vedkommende ville få et spyd stukket i hver sin side af kroppen.
Hitobashira betyder direkte oversat “en menneskelig bjælke”, hvilket skyldes, at begrebet dækker over menneskelige ofringer, der blev begravet levende i forbindelse med nybyggerier med det formål at holde disse beskyttet mod katastrofer. Dette fænomen har historisk set fundet sted i flere dele af verden, så på japansk dækker ordet hitobashira altså over det at ofre mennesker som en del af nybyggerier, mens det uden for Japan dækker over de ofringer, som blev udført i Japan, hvor man i ligesom mange andre lande levede med en opfattelse af, at man ved at ofre mennesker til guderne kunne sikre sig disses beskyttelse. Hitobashira blev blandt andet udført som en del af dæmningsbyggerier samt opførelser af borge og broer.
I Japan har lys hud historisk set været anset for at være et skønhedsideal blandt kvinder, og derfor kunne man i mange hundrede år opleve, hvordan japanske kvinder farvede deres hud hvid med brug af en særlig sminke kendt som oshiroi, hvilket dog er den generelle betegnelse for hvid foundation i Japan. Lys hus har også været et skønhedsideal i mange andre lande såsom hos overklassen i Europa, men man mener, at fænomenet fandt sin vej til Japan via Kina i 700-tallet, hvor det allerede var populært blandt kvinder i Kina at lægge hvid ansigtsmaling. Dette blev i første omgang indført ved det japanske hof, før det spredte sig videre til de højere kredse i Japan, hvor man gjorde brug af et pulver kaldet haraya eller hafuni, som var fremstillet af blyhvidt, til at male ansigtet, halsen, nakken, kravebenet og ryggen. Man dækkede typisk ikke resten af kroppen med farve, ligesom hænderne ofte også gik fri, fordi farven smittede af, men hele ansigtet, inklusiv øjenbrynene, blev altså dækket til, og så gjorde man brug af farverne sort og rød til at optegne øjenbryn, øjenkanten og læberne.
I det feudale Japan var befolkningen officielt inddelt i et vertikalt hierarki baseret på deres hverv, men der var imidlertid også en skjult befolkningsgruppe, der var af så lav social status, at de slet ikke blev anset for at være en del af hierakiet. Disse blev kaldt for eta og hinin, men går i dag under den samlede betegnelse burakumin. Etaer var mennesker, som var udstødte fra samfundet, fordi de typisk beskæftigede sig med såkaldte urene hverv. Ofte var det fordi man havde med død at gøre såsom slagtere, bødler og bedemænd, og med deres status som etaer fulgte en tilværelse med foragt og afstandstagen fra fællesskabet. Etaer var derfor nødt til at etablere deres egne små landsbyer, og derfor er de endt med at få betegnelsen burakumin, der betyder “stammefolk”. I denne betegnelse finder man altså også befolkningsgruppen kaldet hinin, der ligeledes måtte leve i separate landsbyer, fordi denne gruppe bestod af andre udstødte såsom tidligere straffede, gadekunstnere og tiggere.
Sokushinbutsu er den japanske betegnelse for en selvmumificeret munk, der er udåndet i et meditativt stadie efter at have sultet sig selv gennem en flere år lang diet kaldet mokujikigyo, som indebærer indtagelsen af næringsfattigt naturmateriale, hvilket henover tid vil nedbryde kroppens fedt- og muskelvæv. Mens nogle munke på den måde døde af sult, så var der andre, der fandt styrke i deres tro og kunne leve videre, for formålet med mokujikigyo var at forberede munkens krop til næste skridt, der bestod af en mumificeringsproces, hvilket altså i visse tilfælde blev foretaget, mens munken stadig var i live. Til dette fik en munk dog hjælp af sine kolleger, idet han siddende i lotusstillingen blev begravet i en kasse, hvor han kunne meditere ved at recitere sutravers, mens han kunne ringe med en klokke og gøre opmærksom på, at han stadig var i live, indtil lyden en dag stoppede som bevis på, at han var død.
Shunga er betegnelsen for traditionel erotisk kunst inden for ukiyo-e, der primært dækker over typer af træsnit, som blev populære i løbet af Edo-perioden (1603-1868), hvor produktionen af træsnit havde sin storhedstid. Alle mulige motiver blev anvendt på træsnit, hvilket førte til, at erotik også blev et tema på disse, da man begyndte at skildre samlejer og andre seksuelle akter, der spændte fra det normale og uskyldige til det mere absurde og bizarre. Shunga havde allerede eksisteret som tegninger i Japan i flere hundrede år, men træsnit gjorde det muligt at masseproducere motiver, så de kunne blive spredt rundt blandt befolkningen, hvor mænd såvel som kvinder fra alle samfundslag erhvervede sig shunga. For nogen var det naturligvis seksuelt ophidsende, mens andre derimod fandt det underholdende, og det blev endda så socialt acceptabelt at besidde shunga, at produktionen af det blev aftabuiseret, så selv kendte kunstnere stod bag shunga.
Seppuku (også kaldet harakiri) er en selvmordsmetode, hvor man med et sværd eller en kniv skærer hul på sin egen mave. Under den rituelle udgave har det været almindeligt, at man samtidig fik hovedet hugget af, når man først havde sprættet sin mave op, idet der sådan set var tale om en dødsdom. Seppukku optræder første gang i en gudemyte fra 719, hvor gudinden Harima tager livet af sig selv ved at skære maven op. Siden blev dette en måde, hvorved soldater kunne overgive sig i kamp, hvis de stod over for nederlag for på værdig vis at undgå at blive taget til fange eller slået ihjel af fjenden. Det var kort sagt mere eftertragtet at nedlægge sig selv, og dette blev gjort ved at sprætte maven op, fordi man var af den opfattelse, at det var hér, sjælen havde hjemme.