Battle Royale er et fyrtårn inden for overlevelsesgenren, da det var en af de første ikke-gysere, som var med til at gøre massedrab til underholdning og så tilmed via alternativ aflivning af børn, der bliver sat til at slå hinanden ihjel, så samfundet kan stå uden blod på hænderne. Det i sig selv er noget brutalt, men bare det at børnene jo kender hinanden giver plottet en psykologisk dybde af tragisk karakter. Måden filmen udspiller sig på er ligeledes nervepirrende, for alle elever får ganske vist udleveret et våben, men dette kan være alt fra papirvifter til armbrøste, så allerede fra start er der en uretfærdig rollefordeling – præcis som i livet, der jo sådan set også er en konkurrence, hvor der også er vindere og tabere, og hvor nogen bare er bedre stillede end andre.
Lady Snowblood er den primære inspiration til Kill Bill or er et ikonisk indslag til hævngenren med en mindeværdi antihelt, der tilsætter menneskelighed til noget så usympatisk som en blodtørstig snigmorder, der tilmed er en ung kvinde iført kimono – en realistisk karakter endda. Selvom der er tale om en 70’er-film med ringe kameraføring, gennemsnitligt skuespil og falskt blod, der er alt for rødt, så er plottet ikke desto episk og mindeværdigt, mens der trods alt er lagt vægt på æstetikken, så vise scener har brændt sig fast i den kollektive hukommelse hos fans overalt i verden.
Departures blev den første japanske film til at vinde en Oscar i kategorien “Bedste udenlandske film”, og det er forståeligt såvel som fortjent, for der er tale om en film, der både er sjov, hyggelig og bevægende. Filmen tager udgangspunkt i et tabubelagt emne i Japan, så den har for det første fungeret som et statement, men for udlændinge giver den et blik ind i et aspekt ved den japanske kultur, som man sjældent hører noget om, hvilket gør en klogere på både det japanske folk og deres traditioner. Der er tilmed lagt stor vægt på det visuelle, så døden og det at beskæftige sig med den bliver tillagt æstetisk betydning, hvorved man som seer lærer at forholde sig til den som noget smukt frem for noget skræmmende.
Rashamon – Dæmonernes port er en klassiker og var med til at sætte japansk film på verdenskortet, selvom det er en temmelig udramatisk film uden ret meget action eller handling for den sags skyld. Filmen er derimod kendetegnet ved at fortælle den samme historie fra fire forskellige perspektiver og på den måde vise, hvordan folk opfatter (eller genfortæller) hændelser forskelligt. Dette er en virkelig interessant fortælleteknik, for dermed er der jo ikke så meget indhold på det historiemæssige plan, men derimod på det psykologiske. Dette har Akira Kurosawa formået at gengive med scenografien, hvor brugen af kameravinkler og belysning er meget gennemtænkt.
Shinya Tsukamoto er en af de mere avantgarde instruktører, hvis film ikke falder i alle folks smag, og Tetsuo: The Iron Man er et af hans tidlige værker, hvor han virkelig nyder friheden ved at kunne producere ud fra sine egne præmisser. Dog er filmen også kendt for at være en af de produktioner, der nærmest blev omdannet til et enkeltmandsprojekt grundet mandefald blandt produktionen. Og det er da også tydeligt, at Tetsuo: The Iron Man er en eksperimentel lavbudget-produktion, men når man endelig skal producere sådanne film, så skal de trods alt også være nogen man husker, og denne film husker man så sandelig, fordi den simpelthen er så gennemgående bizar.
Ichi the Killer er baseret på en mangaserie, og det kan man sagtens fornemme. For det første virker det som om, at handlingen er kogt gevaldigt ned, og for det andet, så er denne film brutal på et meget fiktivt niveau. Nogle gange føles det tilmed som en komedie på grund af de sjove/dårlige effekter, der er gjort brug af, men til tider er effekterne skam også gode og troværdige. Når det kommer til stykket er filmen nok mere kendt for sin humoristiske tilgang til det brutale miljø, som handlingen udspiller sig i, mens de mindeværdige karakterer bogstavelig talt tilfører farve til en ellers dyster underverden.
I Ju-On: Forbandelsen følger man en række forskellige personer, der i forskellige tidsperioder kommer i kontakt med det samme hjemsøgte hus, hvor de alle rammes af dettes forbandelse i skikkelse af hjemsøgende spøgelser. Dengang filmen kom til Vesten, var man netop blevet ramt af J-horror-feberen med udgivelsen af The Ring, så Ju-On: Forbandelsen formåede at ride med på bølgen og blive blandt de mest ikoniske japanske film, selvom den i bund og grund ikke er ret skræmmende, da der spilles på ganske få virkemidler – heriblandt make-up. der har været med til at skabe nogle af de mest genkendelige karakterer fra japansk film.
Den første Godzilla-film har været udgangspunktet for en årtier lang serie om de enorme monstre kaldet kaijuer, der tilmed fik sin egen genre efter udgivelsen af denne ikoniske film i 1954. Men Godzilla er dog et fysisk symbol på en atombombe – eller atomenergi generelt – og dens altødelæggende kræfter og ustoppelige eksistens er blot for at minde japanerne og verden om truslen ved atomvåben, der ikke fører andet end død og ulykke med sig. Et masseødelæggelsesvåben blev således gjort til underholdning ved at omdanne det til et monster, der siden er blevet til et af de mest genkendelige væsner inden for filmindustrien.
De syv samuraier til en kultfilm, da det var den samurai-film, som mange udlændinge første gang stiftede bekendtskab med. Symbolsk set filmen dog om den modernicering, som Japan var tvunget til at undergå i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor det militære styre blev afskaffet og underlagt befolkningen, som i sidste ende fik den egentlige magt. Ironisk nok handler filmen altså ikke om samuraierne, men om bønderne, og hvordan deres fremtid blev stablet på benene af fortiden. Alligevel er det samuraierne som karakterer, der tiltaler mange, men plottet og kameraføringen har også været med til at gøre Akira Kurosawa til en verdenskendt instruktør.
The Ring bliver af mange betragtet som begyndelsen på J-horror-genren, men den var sådan set bare startskuddet på moderne japansk gys, hvor teknologien bliver dæmoniseret, så hverdagen pludselig bliver uhyggelig, fordi det er alt det, der omgiver os, som vi skal frygte. Det er styrken ved japansk gys – at dagligdagen bliver skræmmende, fordi man aldrig kan vide, hvor forbandelser og spøgelser eksisterer. The Ring er dog mest kendt for sit ikoniske klimaks, der tilmed fungerer som filmens slutning, og dette er blevet et af de mest genkendelige øjeblikke i filmhistorien sammen med karakteren Sadako, der trods sit simple design og skjulte ansigt alligevel er så karakteristisk.