10 japanske flykapringer

Japan har gennem tiden haft flere flykapringer, hvoraf størstedelen af disse fandt sted i 1970’erne, hvor flere oprørsbevægelser opstod – heriblandt terrorgruppen Japans Røde Hær, der stod bag kapringer af internationale fly, hvorved de kom i alverdens medier. Langt de fleste af Japans flykapringer har dog fundet sted på indenrigsfly og er blevet begået af enkeltpersoner uden tilknytning til oprørsbevægelser.

Dette er en liste over ti af de mest kendte flykapringer og forsøg begået på japanske fly. Klik på billederne for at læse mere om hver hændelse.

10: Kapringen af Japan Airlines Flight 124 (1974)

Den 15. juli 1974 lettede Japan Airlines Flight 124 fra Itami Lufthavn i Osaka med retning mod Haneda Lufthavn i Tokyo. Ombord på flyet var i alt 89 personer, men i blandt disse var dog en 26-årig mand ved navn Akira Iwakoshi, som valgte at kapre flyet, da han bevæbnet med en kniv invaderede cockpittet, hvor piloterne blev beordret til at lande i Tokyo som planlagt. Men hér blev både besætningen og passagerer holdt som gidsler resten af dagen, idet Akira Iwakoshi forlangte, at politiet skulle løslade lederen af terrorgruppen Japans Røde Hær: Takaya Shiomi. Dette nægtede man dog, så Akira Iwakoshi truede i stedet piloterne til at flyve til Nagoya, hvor han barrikaderede sig i cockpittet sammen med dem, så stewardesserne sit snit til at befri passagererne. Kort tid efter blev flyet infiltreret af politiet, der formåede at anholde Akira Iwakoshi, der viste sig at være en almindelig borger uden relationer til Japans Røde Hær.

9: Kapringen af Japan Airlines Flight 903 (1974)

Den 12. marts 1974 lettede Japan Airlines Flight 903 fra Haneda Lufthavn i Tokyo med retning mod Naha Lufthavn på Okinawa. Ombord på flyet var 406 passagerer og 17 besætningsmedlemmer, men i blandt disse var dog en 18-årig mand, der pludselig valgte at invadere cockpittet, da piloterne begyndte at gøre klar til landing. Han var nemlig i besiddelse af en sort taske, som han påstod indeholdt en bombe, så da flyet som planlagt landede i Naha, blev de ombordværende holdt som gidsler, idet teenageren krævede en løsesum på 200 millioner yen udleveret i dollarsedler. 162 passagerer fik da lov at forlade flyet, men politiet trak dog forhandlingerne ud i 7 timer, før syv betjente fik sneget sig ombord på flyet og fik anholdt den unge mand. Man kunne dermed afsløre, at den sorte taske slet ikke indeholdt en bombe, men derimod 16.000 yen, en flybillet, vitaminpiller, en trøje og bukser. Flykapreren agtede nemlig at bruge løsesummen på at rejse rundt og udforske verden.

8: Kapringen af Japan Airlines Flight 351 (1972)

Den 6. november 1972 lettede Japan Airlines Flight 351 fra Haneda lufthavn i Tokyo med retning mod Fukuoka, da en enkelt maskeret mand pludselig invaderede cockpittet og anvendte et skydevåben til at beordre piloten til at flyve til Cuba, hvor han ønskede at søge asyl. Eftersom der var tale om indenrigsfly, var der dog ikke brændstof nok til en tur over Stillehavet, så flyet vendte i stedet tilbage til Haneda lufthavn, hvor der blev slået alarm, og politiet var således til stede, da flyet landede. Flykapreren krævede herefter en million dollars i kontanter samt et fuldt optanket fly stillet til rådighed. Men selvom han tilsyneladende fik, hvad han ønskede, så blev han dog anholdt, netop som han skulle til at bevæge sig imellem de to fly, og man kunne dermed konkludere, at skydevåbnet var uægte. Flykapreren var en 47-årig japansk statsborger ved navn Tatsuji Nakaoka, som siden 1948 havde været bosiddende i USA, hvor han gik under navnet Paul. Han ønskede dog at slå sig ned i Cuba og valgte således at tage drastiske metoder i brug.

7: Kapringen af All Nippon Airways Acacia (1970)

Den 19. august 1970 lettede All Nippon Airways-flyet Acacia fra Komaki Lufthavn i Nagoya med retning mod Chitose Lufthavn på Hokkaido. Ombord på flyet var dog en 24-årig mand, der valgte at invadere cockpittet med en pistol, kort efter at flyet var lettet, hvorefter han beordrede piloterne til at lande på luftbasen i Hamamatsu, hvor han krævede en riffel, ammunition og to fyldte benzindunke i bytte for passagerne og besætningsmedlemmerne, der i de kommende timer blev holdt som gidsler på flyet. Ud af de i alt 89 ombordværende blev 57 af disse sat fri, imens forhandlingerne stod på, men da piloten bemærkede, at pistolen blot var en legetøjspistol, valgte han at informere politiet ved at smide en seddel ud af vinduet, og politiet bestormede herefter flyet, hvor de hurtigt fik overmandet og anholdt den 24-årige mand, der simpelthen ønskede at begå selvmord, og derfor havde håbet på. at politiet ville skyde ham.

6: Flykapringsforsøgene den 17. marts (1977)

I 1977 skete et usædvanligt sammentræf, da to flykapringsforsøg uden tilknytning til hinanden fandt sted på den samme dag, hos det samme flyselskab på to forskellige fly, der begge var på vej til lufthavnen i Sendai. Det første kapringsforsøg udspillede sig natten til den 17. marts, hvor All Nippon Airways Flight 724 var lettet fra Chitose Lufthavn på Hokkaido med kurs mod Sendai, da en 27-årig mand forsøgte at kapre flyet med en medbragt kniv. Hans planer blev imidlertid forpurret, idet han blev overmandet af fire andre passagerer, før han kunne nå at få adgang til cockpittet eller gøre skade på nogen. Det næste kapringsforsøg fandt sted cirka 6 timer senere, da All Nippon Airways Flight 817 lettede fra Haneda Lufthavn i Tokyo klokken 6.30 med kurs mod Sendai. Denne gang var det en 26-årig mand, der forsøgte at kapre flyet med en falsk pistol, man han forskansede sig imidlertid på toilettet, hvor han begik selvmord ved at indtage cyanid.

5: Kapringen af Japan Airlines Flight 472 (1972)

Den 28. september 1977 lettede Japan Airlines Flight 472 fra Haneda lufthavn i Tokyo med retning mod Paris. Ombord på flyet var 14 besætningsmedlemmer og 142 passagerer, men iblandt disse befandt sig dog 5 terrorister fra Japans Røde Hær, der efter en mellemlanding i Bombay valgte at kapre flyet ved at bestorme cockpittet og omdirigere det til Dhaka i Bangladesh. Hér landede flyet sikkert i lufthavnen, og de fem terrorister valgte at beholde både alle ombordværende som gidsler, mens de krævede 6 millioner dollars i kontanter samt frigivelsen af ni terrorister, der befandt sig i politiets varetægt. Den 1. oktober blev seks af disse frigivet og bragt til Bangladesh, hvor 118 gidsler blev sat fri, før resten blev løsladt, da flyet først fløj til Kuwait og herefter Damaskus, før turen sluttede i Algeriet, hvor terroristerne formåede at få asyl.

4: Kapringen af All Nippon Airways Flight 857 (1995)

Den 21. juni 1995 lettede All Nippon Airways Flight 857 fra Haneda lufthavn i Tokyo med retning mod Hakodate lufthavn på Hokkaido. Ombord på flyet var 15 besætningsmedlemmer og 351 passagerer, men i blandt disse befandt sig dog den 53-årige Fumio Kutsumi, der valgte at kapre flyet ved at påstå, at han var medlem af den nyreligiøse sekt Aum Shinrikyo, og at han var i besiddelse af sarin samt sprængstof. Flyet fik lov at lande i Hakodate som planlagt, men hér valgte Fumio imidlertid at holde de 365 ombordværende som gidsler med kravet om, at myndighederne skulle løslade Aum Shinrikyos leder, Shoko Asahara. Dette nægtede man dog, så i løbet af natten bestormede politiet flyet og pågreb Fumio Kutsumi, der var en psykisk syg mand, som slet ingen forbindelser havde til Aum Shinrikyo. Det såkaldte sprængstof var helt almindeligt ler, mens posen med sarin blot var vand.

3: Kapringen af All Nippon Airways Flight 61 (1999)

Den 23. juli 1999 lettede All Nippon Airways Flight 61 fra Haneda lufthavn i Tokyo med retning mod Chitose lufthavn på Hokkaido. Kort efter afgang blev flyet dog kapret af den 28-årige Yuji Nishizawa, der med brug af en køkkenkniv tvang sig adgang til cockpittet, hvor han barrikaderede sig med kaptajnen, som blev stukket ihjel, hvorefter Yuji kortvarrigt overtog kontrollen over flyet, før han blev overmandet af andre passagerer og førstestyrmanden, som skyndte sig at foretag en nødlanding, så manden kunne blive anholdt. Det viste sig, at Yuji Nishizawa var psykisk ustabil og altid havde ønsket at flyve, så da han blev opmærksom på en sikkerhedsbrist i de japanske lufthavne, valgte han at udnytte denne til at udleve sin drøm.

2: Kapringen af Japan Airlines Flight 404 (1973)

Den 20. juli 1973 lettede Japan Airlines Flight 404 fra Amsterdam med retning mod Tokyo med 145 personer ombord. Blandt passagererne befandt sig dog fem terrorister, hvoraf anføreren af disse var Osamu Maruoka fra Japans Røde Hær, mens de fire andre var medlemmer af Folkefronten til Palæstinas befrielse. Kort efter afgang lykkedes det for den lille gruppe at tilkæmpe sig adgang til cockpittet og på den måde få kontrol over flyet, idet de havde medbragt granater, men en af disse eksploderede ved et uheld, så en kvindelig terrorist blev dræbt under kapringen. Ingen andre mistede livet, da flyet blev bragt til Dubai, hvor man i bytte for gidslerne krævede teroristen Kozo Okamoto løsladt fra et israelsk fængsel. Dette nægtede man dog, så flyet blev fløjet videre til Benghazi i Libyen, hvor alle ombord blev sat fri den 23. juli, hvorefter flyet blev sprængt i luften, inden terroristerne flygtede.

1: Kapringen af Japan Airlines Flight 351 (1970)

Den 31. marts 1970 lettede Japan Airlines Flight 351 fra Tokyo i retning mod Fukuoka med 131 passagerer og 7 besætningsmedlemmer ombord. Blandt disse befandt sig dog 9 terrorister fra oprørsgruppen Rengo Sekigun, hvilket var et forstadie til Japans Røde Hær, der under flyvningen valgte at kapre flyet ved at storme cockpittet med samuraisværd og pistoler, mens man truede med at sprænge flyet i luften med rørbomber. Japans første flykapring var dermed en realitet, og terroristernes krav var, at de ville til Nordkorea, men flyet var ikke tanket op til en så lang rejse, så det var først nødvendigt at lande i Fukuoka, før turen gik til Nordkorea. I stedet fløj man dog til Sydkoreas hovedstad, Seoul, hvor gidslerne blev befriet den 3. april, hvor man samtidig valgte at flyve terroristerne til Nordkorea, hvor de slog sig ned.

Total Page Visits: 294 - Today Page Visits: 1