Dark Water er sådan set mere en thriller, end det er en gyser, for stort set hele filmen går med at bygge op til et klimaks, som kun varer ganske få minutter. Selvom der er det typiske pigespøgelse, som nærmest er et essentielt element i J-horror, så er det sådan set ikke hende, der er skurken, men derimod den frygt, som hun symboliserer – nemlig frygten for at miste. Det er også en film, der giver noget så naturligt og normalt som vand en grad af væmmelse, og det er det, som japanske gyserfilm gør så godt – de får os til at ændre synet på alt det, vi omgiver os med i dagligdagen, så vi indser, at virkeligheden er skræmmende.
Teke Teke er en typisk japansk gyser, der tager udgangspunkt i en moderne myte i form af den halve kvinde kaldet Teke Teke, der er kendetegnet ved at gå med brug af sine arme. Ligesom med så mange andre japanske gyserfilm så handler filmen dog mest om at finde ud af, hvem hun er, så man kan afbryde den forbandelse, der får hende til at dræbe uskyldige mennesker. Det er nemlig dette, der gør Teke Teke farlig og dermed også filmen uhyggelig, fordi den spiller på en udbredt angst for at støde ind i noget uvist på en mørk gade.
Tomie handler om en kvinde, som ikke kan dø, og der er derfor tale om en hel filmserie, fordi man har at gøre med en skurk, som kan genopstå, lige meget hvad hun kommer ud for. Det er dog ikke det, der er det uhyggelige, men derimod at Tomie også besidder evnen til at forføre mænd, der bliver så besatte af hende, at de slår hende ihjel, så hun dermed udser dem som ofre for et hævnangreb. Konceptet spiller altså på et følelsesmæssigt aspekt, men det er Tomies udødelighed, der har gjort hende og filmene om hende populære.
Carved: The Slit-Mouthed Womaner en af de mange japanske gyserfilm, der tager udgangspunkt i moderne legender, så det er ikke ligefrem et originalt plot. Det er dog en anderledes fortolkning af myten om Kuchisake-onna, hvis oprindelse man tilmed får forklaret på noget alternativ vis. Dog er filmen generelt mere tragisk, end den er uhyggelig, fordi der ikke som sådan er tale om et spøgelse, men derimod en forbandelse, og på den måde passer den egentlig meget godt ind i japanske J-horror, hvor den formår at skille sig ud med sin genkendelige skurk.
Tetsuo: The Iron Man er en eksperimentel lavbudget-produktion, der er mere bizar, end den er uhyggelig. Det skyldes først og fremmest de besynderlige effekter og manglen på dialog, hvilket dog også skaber en gådefuld stemning, der får filmen til at minde om et fremmed univers, selvom den udspiller sig i virkelighedens verden. Kombinationen mellem gys og science fiction har det netop med at inddrage teknologiske eller biologiske elementer som skræmmemidler, så man bliver bekendt med, at den verden, vi befinder os i, er uhyggelig nok uden tilstedeværelsen af monstre og spøgelser.
Pulse er ikke en klassisk gyser, men derimod en psykologisk en af slagsen, hvor uhyggen er gådefuld, fordi den er symbolsk. Ligesom mange andre japanske gyserfilm fra samme periode, så er handlingen nemlig en metafor – en metafor for, hvordan der i det moderne samfund kommer flere og flere mennesker, der lever side om side, men som alligevel ikke interagerer sammen, hvorved ensomhed og isolation bliver dagligdagen for mange. En af de største syndere bag dette er internettet, som folk drages til og bliver en del af frem for den virkelige verden. Man eksisterer derfor, men glemmer at leve, og man er derfor ikke andet end et
spøgelse.
Kwaidan er et af de klassiske eksempler på japansk gys, hvor man filmatiserer gamle myter frem for at portrættere dem i et moderne miljø. Det interessante ved japansk gys er, at man ikke får noget forklaret – ting er bare eller sker bare uden nogen logisk årsag. Dette er i sig selv et skræmmende element, da man helst gerne vil holde sig til trygheden ved at forstå, men de væsner, der optræder i filmen, er ligeledes ubehagelige, eftersom der ikke er tale om monstre eller dæmoner, men derimod menneskelignende skabninger.
Audition er en af de mest kendte japanske gyserfilm uden for Japan, hvilket muligvis skyldes japanernes evne til at fremstille det søde og uskyldige som det stik modsatte – altså ændrer filmen på den stereotype opfattelse af, hvordan ondskaben ser ud. Den slags forvridning tiltaler vesterlændinge, der hidtil var vant til, at man ud fra udseende og adfærd kunne se, hvem der var filmens skurkerolle, men i Audition er det en tilsyneladende harmløs og svag kvinde, der viser sig at være en udspekuleret psykopat, og det er dermed også en af de gyserfilm, hvor der ikke optræder spøgelser eller overnaturlige elementer, fordi virkeligheden er skræmmende nok i sig selv.
I Ju-On: Forbandelsen følger man en række forskellige personer, der i forskellige tidsperioder kommer i kontakt med det samme hjemsøgte hus, hvor de alle rammes af dettes forbandelse i skikkelse af hjemsøgende spøgelser. Dengang filmen kom til Vesten, var man netop blevet ramt af J-horror-feberen med udgivelsen af The Ring, så Ju-On: Forbandelsen formåede at ride med på bølgen og blive blandt de mest ikoniske japanske film, selvom den i bund og grund ikke er ret skræmmende, da der spilles på ganske få virkemidler – heriblandt make-up. der har været med til at skabe nogle af de mest genkendelige karakterer fra japansk film.
The Ring bliver af mange betragtet som begyndelsen på J-horror-genren, men den var sådan set bare startskuddet på moderne japansk gys, hvor teknologien bliver dæmoniseret, så hverdagen pludselig bliver uhyggelig, fordi det er alt det, der omgiver os, som vi skal frygte. Det er styrken ved japansk gys – at dagligdagen bliver skræmmende, fordi man aldrig kan vide, hvor forbandelser og spøgelser eksisterer. The Ring er dog mest kendt for sit ikoniske klimaks, der tilmed fungerer som filmens slutning, og dette er blevet et af de mest genkendelige øjeblikke i filmhistorien sammen med karakteren Sadako, der trods sit simple design og skjulte ansigt alligevel er så karakteristisk.