Takashi Murakami er en popkunster, der er kendt for sine farverige og grafiske kunstværker inspireret af manga og anime. Murakami er blandt andet grundlæggeren af genren kaldet Superflat, og han har stået bag skabelsen af mange detaljerede, absurde og visuelt forstyrrende værker, der har været med til at gøre ham et kendt navn både i og uden for Japan. Murakami har således også skabt flere genkendelige motiver, men hans mest populære er dog en smilende blomst med 12 kronblade, der findes i et utal af udgaver, hvorved han har bevist, hvordan et simpelt design bærer uendelige muligheder med brug af kreativitet alene.
Yokoyama Taikan var en japansk maler, der var kendt for sin slørede stil inden for genren kaldet Nihonga, som han var med til at grundlægge som et modspil til udbredelsen af den Vestlige stilart, da denne blev udbredt i Japan i begyndelsen af 1900-tallet. Han specialiserede sig som landskabsmaler og formåede på simpel vis at indfange en stemning med brug af begrænsede elementer og farver. Yokoyama kreerede eksempelvis en serie af motiver af Fuji-bjerget, og blandt de mest kendte af disse er et maleri fra 1940, der typisk går under titlen Mount Fuji – Shining, der forestiller den sneklædte tinde på Fuji-bjerget, mens resten af dette er dækket af skyer. I baggrunden ses desuden en knaldrød sol, der var et element i flere Nihonga-værker og et nationalistisk symbol i samtidens Japan, hvor man var midt i Stillehavskrigen.
Otani Oniji III var en kabuki-skuespiller, der nok mest er kendt for at have lagt ansigt til af et de mest ikoniske portrætter foretaget i træsnit. Dette blev skabt af kunstneren Sharaku i 1794 og forestiller Otani Oniji III i rollen som lakajen Edobei i stykket Koi nyobo somewake tazuna. Selvom portrættet ikke er fuldkommen realistisk, så har det en vis charme med de skelende øjne og de skarpe karaktertræk, og det er da også, fordi Sharaku har været i stand til at fange en kabuki-skuespillers overdrevne mimik og kropssprog, at motivet af Otani Oniji III er endt med at blive et af de mest populære personportrætter inden for træsnit – nok også fordi der netop er tale om en kabiku-skuespiller, der kan betragtes som et levende symbol på et aspekt ved japansk kultur.
De tre vise aber er en portrættering af tre aber, der hver især holder sig for øjnene, ørene og munden som en afbildning af udtrykket “se intet ondt, hør intet ondt, sig intet ondt”. Det er uvist, hvorfra aberne har sin oprindelse, men den tidligst kendte portrættering af dem er en træudskæring fra 1600-tallet, der er at finde ved Toshogu-helligdommen i Nikko. Hér blev aberne benyttet som afbildning på Konfutses lære, som havde fundet vej til Japan fra Kina. I denne lød det blandt andet: Lyt ikke til, hvad der får dig til at gøre noget forkert. Se ikke dårlig opførsel som noget helt naturligt. Tal ikke dårligt om nogen eller noget uden grund. På japansk kan dette forenkles til mizaru, kikazaru, iwazaru, og de tre vise aber er tilsyneladende opstået som et ordspil fra dette, idet “zaru” også kan betyde “abe”.
Inden for japansk mytologi findes der levende væsner kendt som yokai, og en af de mest benyttede portrætteringer af yokai er et træsnit, der forestiller et enormt skelet. Men dette er officielt ikke en yokai. Motivet, som bærer titlen Takiyasha the Witch and the Skeleton Spectre blev nemlig lavet af kunstneren Utagawa Kuniyoshi omkring 1844 og skal i virkeligheden forestille Prinsesse Takiyaki, der hidkalder et fantom, som angriber kejserens mænd i hendes forfaldne palads, efter at hendes far var blevet henrettet for at have forsøgt at stable et nyt hof på benene i 939. Motivet er således baseret på en legende om en historisk hændelse og har altså intet med yokai at gøre. Alligevel benyttes det tit som et billede af yokaien Gashadokuro, der netop er et gigantisk menneskeskelet.
Inden for træsnit findes en genre kaldet shunga, der beskæftiger sig med erotik i blødt såvel som hårdt format. Shunga er eksempelvis kendt for at forstørre de menneskelige kønsorganer, hvilket også er tilfældet med det mest kendte shunga-motiv, der dog ikke involverer en mand og en kvinde, men derimod en kvinde og to blæksprutter. Motivet er skabt af Japans mest kendte træsnit-kunstner, Hokusai, i 1814 og bærer titlen Fiskerkonens drøm, og det forestiller i al sin enkelthed en nøgen kvinde, der modtager oralsex af en stor blæksprutte, mens hun kysser med en mindre. Baggrunden består desuden af tekst, der skal forestille dialog imellem de tre, der alle lader til at nyde den erotiske stund. Selvom Fiskerkonens drøm skildrer noget så tabubelagt som dyresex, så er motivet altså endte med at blive et populært eksempel på klassisk erotik – måske netop fordi det ikke skildrer sex mellem mennesker, hvilket har tendens til at blive kategoriseret som porno.
I Osaka står en 70 meter høj skulptur kendt som Tower of the Sun. Denne er skabt af kunstneren Taro Okamoto i forbindelse med verdensudstillingen i 1970, og den er tilmed et af de eneste levn efter begivenheden, idet man valgte at bevare statuen, der ikke blot er Taro Okamotos mest kendte værk – den representerer også hans surrealistiske stil, som han var kendt for. For selvom statuen bærer menneskelige træk, så ligner den intet genkendeligt væsen. Statuen er eksempelvis i besiddelse af vingeagtige arme samt tre ansigter, der skal symbolisere fortiden, nutiden og fremtiden. Indvendigt findes desuden et kunstgalleri, der er mere bizart end statuens ydre.
Fin vind, klar morgen er titlen på et træsnit-motiv, der blev skabt af ukiyo-e kunstneren Hokusai i begyndelsen af 1830’erne, hvor det indgik i hans serie af 66 motiver af Fuji-bjerget. Motivet forestiller nemlig Fuji-bjerget om efteråret, og tinden er derfor ikke dækket af sne, mens selve bjerget fremstår i en rødbrun nuance som følge af strålerne fra den opstigende sol. Fin vind, klar morgen er endt med at blive blandt Hokusais mest ikoniske værker, og motivet anvendes tit som et klassisk eksempel på træsnit, men nu om dage ses det mest på print og er fortsat populært i Japan, hvor man værdsætter kompositionen og farvesammensætningen som et pragteksempel på japansk billedkunst.
Kunstneren Yayoi Kusama er kendt for sin brug af polkaprikker, som dermed er blevet et af hendes helt store kendetegn, og disse har tilmed været med til at gøre hende til en af de mest genkendelige japanske kunstnere i moderne tid, hvor hendes værker har inkluderet skulpturer såvel som billeder. Yayoi Kusama er imidlertid mest kendt for at have skabt en stor skulptur af et gult græskar med sorte polkaprikker, som i 1994 blev opstillet på øen Naoshima, hvor man valgte at trække besøgende til ved at placere moderne kunst i det offentlige rum. Det gule græskar står placeret på en kaj og er endt med at blive Naoshimas vartegn samt et af Japans mest ikoniske kunstværker.
Når det kommer til japanske kunstværker, er der intet der bliver mere genkendeligt eller ikonisk end Den store bølge ud fra Kanagawa, hvilket er et træsnit-motiv, der blev skabt af ukiyo-e kunstneren Hokusai i 1831. Som titlen på værket antyder, så forestiller dette en bølge med tre både ud fra Kanagawas kyst med Fuji-bjerget i baggrunden. Motivet er nemlig det første i Hokusais serie af 66 motiver af Fuji-bjerget, og der blev oprindeligt produceret tusindvis af træsnit med dette. Siden er Den store bølge ud fra Kanagawa blevet et populært motiv på særligt plakater, som udlændinge såvel som japanere har hængende i deres hjem, mens motivet ofte benyttes som en typisk repræsentant for træsnit eller japansk billedkunst i sig selv.