Himeshima er en lille ø nær Kyushu, hvor intet mindre end 39 personer blev anholdt for at have taget del i et dobbeltdrab på to brødre i 1962. Det drejede sig om Fumihito og Sumio Nakajo på henholdsvis 27 og 23 år, som var vokset op på øen, men de havde i lang tid været væk fra denne, da de begge vendte tilbage i slutningen af 1950’erne og begyndte at skabe ravage med voldelig adfærd. Til sidst fik de andre øboere nok, så den 29. marts 1962 valgte en flok unge at tage del i et gruppeoverfald på de to brødre, hvilket kostede dem livet. Blandt de mange anholdte blev 15 personer sigtet, mens en 36-årig mand blev idømt to års fængsel for sin ledende rolle.
Den 19. september 1985 gik en 37-årig mand amok med et samuraisværd i byen Shimonoseki, hvor han tidligt om morgenen valgte at dræbe sin 72-årige mor, som han boede sammen med. Efterfølgende begav manden sig så udenfor, hvor han brød ind i flere hjem og angreb sine chokerede naboer ved at stikke og snitte dem med samuraisværdet, imens mange af dem endnu lå i deres senge. Ude på gaden gik han ligeledes til angreb på forbipasserende, før det omsider lykkedes for naboerne at få overmandet manden, der led af mentale forstyrrelser. 10 mennesker var blevet ramt af samuraisværdet, og blandt disse endte 4 personer med at miste livet, mens resten slap med livet i behold. På grund af gerningsmandens psykiske tilstand besluttede man sig også for at tvangsindlægge manden frem for at retsforfølge ham, da han blev anset for at have været sindssyg i gerningsøjeblikket.
Et af de mest opsigtsvækkende tilfælde af ungdomskriminalitet i Japan i nyere tid hændte i 1988, hvor en kun 14-årig dreng dræbte sine forældre og bedstemor i Meguro-distriktet i Tokyo. Den 14-årige dreng var enebarn, og han blev derfor tillagt høje forventninger, så han kunne få sig en god uddannelse og dermed blive til noget. Hans forældres pres blev til sidst for meget for teenageren, der natten til den 8. juli dræbte sin far, mor og bedstemor med en kniv og et baseballbat. Dagen efter tog drengen i skole, hvor han åbent fortalte om trippeldrabet, hvilket førte til, at den 14-årige dreng hér blev anholdt af politiet. Han var dog under den kriminelle lavalder og kunne derfor ikke idømmes fængsel. I stedet blev han sendt på en reformskole, hvorfra han blev løsladt som 16-årig i 1991.
Den 24-årige Kazuyuki Oikawa boede i byen Hiroo på Hokkaido, hvor han blev forsørget af sine forældre. Den 8. august 2001 havde han dog brug for penge, og da hans forældre ikke var hjemme, forsøgte ha at stjæle nogen ved at bryde ind i naboens hus, hvor tre små børn var alene hjemme. Hiroo valgte da at dræbe en 5-årig pige og hendes 2-årige lillebror, mens han sårede deres 6-årige storesøster, som dog havde held med at flygte. Hun kunne dermed også slå alarm, og Kazuyuki Oikawa kunne blive anholdt for det fejlslagne indbrud, der havde kostet to små børn livet. For dette blev han i første omgang dømt til døden, men dommen lev senere ændret til livsvarigt fængsel.
Den 57-årige Fukusaburo Mizuki boede i den lille landsby Niina i Aomori-præfekturet, hvor han var en velstillet landmand, der ejede en stor æbleplantage, som det var meningen, at hans ældste søn, Gonjuro, skulle overtage æbleplantagen. Den yngste søn, Tetsuo, blev derfor sparket ud hjemmefra i 1952, men i 1953 vendte han tilbage til sit barndomshjem, hvor han udryddede størstedelen af sin familie, da han skød sin far, storebror, farmor, faster, svigerinde, nevø og niece. Men 8 personer endte imidlertid med at omkomme, for efterfølgende gik der nemlig ild i gården, der således brændte ned, hvilket endte med at koste Tetsuos anden niece livet, så alle familiemedlemmer i huset dermed døde, mens gerningsstedet gik op i røg. Selvom han godt nok erkendte at have stået bag massakren, så blev det via flere mentalundersøgelser konkluderet, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket, og han blev dermed frikendt for drab, men modtog i stedet en dom på et halvt års fængsel for ulovlig indtrængen.
I Kochi-præfekturet på Shikoku ligger byen Aki, der i 1975 lagde grund til en af de værste skudepisoder i Japan, da den 31-årige Ikuya Hatakeyama gik amok og dræbte seks af sine naboer med brug af en jagtriffel, som han havde erhvervet sig til dette formål. Den 6. november påbegyndte han derfor sin drabsbølge ved at begive sig fra hus til hus, hvor han nåede at tage livet af seks personer og såre to andre i fire forskellige hjem, før han blev overmandet af en 67-årig mand, der formåede at frarøve ham geværet, efter at hans kone var blevet skudt. Eftersom han var kendt i lokalområdet, blev Ikuya efterlyst og anholdt allerede dagen efter, hvor han uden held havde forsøgt at begå selvmord. Han kunne dog ikke give nogen forklaring på, hvorfor han havde fået lyst til at begå en massakre, ud over at han var depressiv og ikke brød sig om dine naboer, så i retten blev det konkluderet, at han var mentalt ustabil, og han undgik dermed dødsstraf, idet han i stedet blev dømt til livsvarigt fængsel.
Efter afslutningen på Anden Verdenskrig var Japan et stort kaos, og samfundet oplevede stigende kriminalitet grundet sociale frustrationer. En af de værste forbrydelser i den tidlige efterkrigstid fandt sted den 27. januar 1946, hvor den 26-årige Kazuo Ohashi dræbte intet mindre end 8 af sine familiemedlemmer i Wakayama. Ofrene var hans bror, svigerinde og hans 6 nevøer og niecer i alderen 3 til 16 år, som alle blev slået ihjel, fordi de lå og sov, fordi han var overbevist om, at det var hans svigerinde, der havde drevet hans mor i døden, imens han var udstationeret under Anden Verdenskrig. Han blev i 1948 dømt til døden, men i 1952 fik han sammen med 11 andre dødsfanger reduceret sin straf til livsvarigt fængsel, og Kazuo fik dermed mulighed for at blive prøveløsladt, hvilket han blev i 1968, og han kunne dermed leve resten af sit liv i frihed.
Den 44-årige Kazumichi Ikeda boede i den lille landsby Nigishima i Mie-præfekturet med sin 80-årige mor, 38-årige kone og deres tre sønner på 15, 5 og 4 år. Men selvom den lille familie levede en almindelig tilværelse på landet, hvor alle kendte hinanden, så var alt ikke lutter idyl, idet den ældste søn led af en nyresygdom, der påvirkede hans helbred, mens Kazumichi døjede med såkaldte hvide fingre, der havde standset blodomløbet i hans fingre, hvilket påvirkede ham både fysisk og psykisk, så han havde svært ved at udføre sit arbejde. Han blev derfor mere og mere deprimeret, indtil det den 31 januar 1980 kulminerede i en tragedie, da Kazumichis mor blev klar over, at han havde det skidt og derfor indkaldte til et familiemøde, hvor fem slægtninge mødte op for at diskutere, hvad der skulle gøres ved situationen. Der var da 10 personer til stede i huset, hvor Kazumichi nægtede at erkende, at der var noget galt med ham, men desværre befandt han sig allerede i en dyb psykose, hvilket familien først blev klar over, da det var for sent. For senere på dagen gik Kazumichi pludselig amok med en økse, som han angreb sine slægtninge med, inden han med denne brød et våbenskab op, hvorefter han i stedet gav sig til at skyde mod de forfærdede familiemedlemmer, hvilket kostede syv mennesker livet, før han valgte at begå selvmord, inden han kunne blive anholdt af politiet.
Ryomo Hospital åbnede i byen Sano i Tochigi-præfekturet i 1948 og husede blandt andet en psykiatrisk afdeling, hvor der den 29. juni 1970 opstod et oprør, da seks mandlige patienter forsøgte at flygte ved at antænde en brand. Der var på dette tidspunkt 47 indlagte patienter, og fordi at der var tale om en lukket afdeling, så var langt de fleste af disse låst inde på deres værelser, så de ikke havde mulighed for at flygte, da disse pludselig blev indtaget af røg. 17 patienter omkom derfor i branden som følge af kulilteforgiftning, mens gruppen på seks mænd blev udpeget som de skyldige. Lederen af disse var en 21-årig mand, der senere idømt 12 års fængsel for det, der faktisk var det hidtil værste massemord i efterkrigstidens Japan.
Før i tiden var det almindeligt at give sine børn væk, hvis de var uønskede, eller hvis man ikke kunne tage vare på dem, og der opstod derfor en decideret forretning, hvor folk krævede penge for at tage fremmede folks børn til sig. Men det var dog ikke alle, der havde i sinde at opdrage dem, idet man i Japan oplevede talrige sager med såkaldte englemagere, hvilket er en betegnelse for folk, der bliver betalt for at tage vare på et eller flere børn, som de i stedet vælger at slå ihjel. Den værste af disse sager, som man har kendskab til, udspillede sig i byen Aichi, hvor jordemoderen Shige Sakakura allierede sig med Tsuta Oki og Naka Ikai, der sammen menes at have slået over 200 spædbørn ihjel over en 15 år lang periode fra 1898 til 1913. For dette blev de alle tre dømt til døden.