Den 18. juni 1953 lettede et amerikansk militærfly af typen Douglas C-124 Globemaster II fra luftbasen i Tachikawa nær Tokyo med retning mod Seoul i Sydkorea. Der var tale om et fragtfly, der denne dag havde 7 besætningsmedlemmer og 122 soldater ombord, hvoraf de fleste af disse skulle tilbage til Sydkorea, hvor de var udstationeret, efter et kortere ophold i Japan, men de ville imidlertid aldrig nå frem.
Flyet lettede klokken 16.31, men kun et minut efter at have forladt landingsbanen brød den ene motor i brand, og piloten lagde omgående an til en nødlanding. Det var dog ikke muligt for ham at holde flyet stabilt, så klokken 16.34 styrtede det til jorden cirka 5,5 kilometer fra luftbasen. Eftersom flyets brændstoftanke var fyldte, og man ikke havde nået at tømme disse, så resulterede styrtet i en voldsom eksplosion, der kostede alle ombordværende livet.
Med 129 dødsofre var det dermed det andet flystyrt i historien med flere end 100 omkomne, og det hidtil dødeligste flystyrt med kun et enkelt fly involveret, indtil rekorden blev slået i 1962. Selvom det umiddelbart var motorstop, der fik flyet til at styrte, så var det dog fejl fra pilotens side, der blev angivet som årsagen til ulykken, idet man mente, at denne sagtens kunne være undgået med de rette manøvrer. Da der var tale om et amerikansk militærfly, så var ulykken ikke noget, der blev talt meget om i Japan, men den satte derimod spor blandt mange af de efterladte i USA. Der blev efter ulykken rejst et monument til minde om ofrene, men dette er siden blevet revet ned, idet ulykkesstedet skulle lægge grund til en køreskole.
Ukishima Maru blev søsat som passagerfærge i 1937, men blev under Anden Verdenskrig overtaget af den japanske flåde og omdannet til et krigsskib. Da Japan endte med at lide nederlag i krigen i august 1945, fik Ukishima Maru sin oprindelige funktion tilbage, da det blev besluttet, at skibet skulle bruges til at fragte koreanere fra japanske arbejdslejre tilbage til Korea. Den 22. august blev hundredvis af koreanske tvangsarbejdere og deres familier løsladt fra en militærfacilitet i Aomori-præfekturet og sat ombord på Ukishima Maru, men før skibet satte kurs mod Korea, gjorde det dog hold i Maizuru i Kyoto-præfekturet, fordi man sejlede langs den japanske kyst for at forhindre eventuelle sammenstød med ubåde og havminer.
Ukishima Maru ankom til Maizuru den 24. august, hvor en eksplosion imidlertid endte med at ramme skibet, der således gik ned, hvorved 549 af de ombordværende omkom – nogle under selve eksplosionen, mens endnu flere druknede. Blandt de døde var 524 af disse koreanere, hvilket førte til spekulationer om, hvorvidt der var tale om intern sabotage fra japanernes side for at forhindre, at omverdenen fik kendskab til de rædsler, som de koreanske tvangsarbejdere havde været udsat for under Anden Verdenskrig. Selvom det officielle antal dræbte lyder på 549, så erkender Japan at tallet kan være højere, idet der var flere tusind personer ombord på skibet, men at der ikke blev ført protokol over det egentlige antal passagerer, så det altså er umuligt at fastslå, hvor mange der egentlig døde.
I både Nord- og Sydkorea er det selv den dag i dag en udbredt opfattelse, at Japan bevidst valgte at sprænge Ukishima Maru i luften, men japanernes undersøgelse af ulykken konkluderede dog, at man paradoksalt nok havde ramt en havmine i Maizuru, fordi man valgte at lægge til kaj, før minerydderen havde sikret havnen. I løbet af Anden Verdenskrig havde de allierede styrker smidt tusindvis af havminer i havet omkring Japan, og da krigen sluttede, blev det estimeret, at der fortsat drev over 6000 miner rundt i det japanske farvand. USA anerkendte således, at det efter alt at dømme var en af deres havminer, der var skyld i, at Ukishima Maru forliste, og det var desuden kun den første japanske passagerfærge, der blev ramt af en havmine i efterkrigstiden, hvor knap 2000 mennesker endte med at dø i skibsforlis forvoldt af havminer. Af disse var Ukishima Maru-forliset dog det med flest dødsofre, og de omkomne bliver stadig mindet af koreanere såvel som japanere på årsdagen for ulykken.
Nytårsdag er traditionelt set en helligdag i Japan, og i 1938 valgte cirka 700 af indbyggerne i byen Tokamachi i Niigata-præfekturet at bruge deres fridag på at tage i biografen. Et snevejr havde dog hærget området i en hel måned forinden, og udenfor lå der derfor et tykt lag sne – blandt andet også på biografens tag, hvor det havde hobet sig op til over 2 meter. Den første januar omkring klokken 19.30 blev vægten så omsider for meget for tagkonstruktionen, der simpelthen gav efter og styrtede sammen, mens salen neden under tilfældigvis var fyldt med mennesker. Mange blev dermed kvast ihjel, mens endnu flere blev fanget, og der opstod desuden panik, idet strømmen samtidig gik, hvorved hele biografen blev mørklagt under kaosset. Dette besværliggjorde redningsarbejdet gevaldigt, men efter nogle timer stod det klart, at 69 mennesker havde mistet livet, mens yderligere 27 var blevet alvorligt såret. I Tokamachi lå nogle klædefabrikker, hvor hundredvis af kvinder arbejdede, og mange af de dræbte var derfor kvinder, som havde fri fra deres arbejde på fabrikkerne.
Biografen var designet til at kunne rumme 500 mennesker, men 200 flere blev altså lukket ind, fordi det var helligdag. Alle de dræbte befandt sig dog på sæderne i midten af bygningen, hvor der ikke var nogen bærebjælker til at støtte taget, hvilket førte til, at 120 kvadratmeter af dette kollapsede. Der var desuden mistanke om, at ikke alle de dræbte døde som følge af ulykken, men at nogen blev slået ihjel under redningsarbejdet. Eftersom det var mørkt, og fordi man skulle skynde sig at grave folk fri fra sne og træværk, kom man nemlig til at påføre skade på nogle af ofrene med skovle, og det vides derfor ikke, om nogen var i live, mens dette skete.
I 1908 åbnede man en kulmine nær den lille landsby Hojo i Fukuoka-præfekturet, hvor det viste sig, at der var så mange kulreserver, at det i de kommende år trak tusindvis af arbejdere og deres familier til området, hvor de slog sig ned, så Hojo inden længe blev en minelandsby, hvor omkring 4000 mennesker boede. Den 15. december 1914 mistede en sjettedel af indbyggerne dog livet i Japans værste mineulykke, da intet mindre end 671 mennesker omkom under arbejdet i minen. Ulykken skete klokken 9.40, hvor der blev registreret en eksplosion dybt inde i minen, hvor hundredvis af arbejdere befandt sig, og denne var så kraftfuld, at den ikke blot fik jorden til at ryste – fra den blev der også slynget en enorm røgsøjle op i luften, som kunne ses på lang afstand. Det var således tydeligt for en hver, at kuldampene i minen var blevet antændt, hvilket havde ført til en gigantisk sprængning, og da man blev gjort bekendt med ulykkens omfang, stod det klart, at man stod midt i en lokal tragedie, hvor et utal af folk havde mistet livet.
Eksplosionen havde ført til en brand i minen, som man først måtte have slukket før redningsarbejdet kunne begynde, og da dette blev sat i gang efter timers venten, kunne man fra minen trække det ene lig ud efter det andet, hvilket var en langsommelig proces, fordi minegangene endnu var fulde af giftige dampe. Dem, der måtte have overlevet eksplosionen, endte derfor med at omkomme af kvælning umiddelbart efter, og fire redningsfolk døde oven i købet også efter at have opholdt sig for længe i minen. Inde i denne var alt kaos med sammenstyrtede lofter og vægge, ødelagte vogne og lemlæstede menneskekroppe.
Det stod hurtigt klart, at ingen havde formået at overleve inde i selve minen, og at de i alt 21 overlevende alle havde befundet sig nær en udgang. Japans værste miniulykke var dermed en realitet med 667 døde arbejdere, hvoraf 131 af disse var kvinder, mens 44 var drenge og 27 var piger, samt 4 døde redningsfolk. Hele familier var i løbet af ingen tid blevet udslettet, og snesevis af børn var blevet gjort forældreløse, men antallet af dødsofre er faktisk blot en formodning baseret på antallet af registrerede arbejdere og savnede, for selvom eftersøgningen af døde stod på i flere år, så formåede man aldrig at finde frem til alle, og nogen har derfor spekuleret i, at endnu flere muligvis omkom i ulykken.
Hojo-kulminen forblev aktiv frem til 1964, hvor den lukkede, hvilket førte til, at landsbyen Hojo med tiden blev affolket og således blev opløst.
Den 26. januar 1958 sejlede passagerfærgen Nankai Maru fra Wakayama på Honshu til Tokushima på Shikoku, hvorfra den senere på dagen skulle vende tilbage til Wakayama. Omkring klokken 17 blev der registreret vindstød tæt på stormstyrke i området, men dette forhindrede imidlertid ikke Nankai Maru i at forlade havnen i Tokushima og sætte kursen mod Wakayama klokken 17.30.
Ombord på færgen var i alt 167 mennesker – 139 passagerer og 28 besætningsmedlemmer, men ingen af dem overlevede turen til Wakayama. Færgen lagde nemlig aldrig til kaj, og man indså dermed, at skibet kunne være endt i problemer. En eftersøgning blev derfor sat i gang, men der var absolut ingen spor efter Nankai Maru, som var fuldkommen forsvundet fra havets overflade. Først to dage senere lykkedes det at lokalisere passagerfærgen, der desværre befandt sig på havets bund, halvvejs mellem Tokushima og Wakayama på blot 40 meters dybde. Skibet var intakt, og majoriteten af de ombordværende befandt sig stadig indvendigt, hvilket indikerede, at det tilsyneladende var væltet om på siden, så en evakuering ikke kunne nå at finde sted, før det sank. Dem, der formåede at overleve selve forliset, druknede eller døde efterfølgende af kulde i det iskolde vand, så samtlige ombord endte med at omkomme i katastrofen. Hvad der egentlig skete med Nankai Maru er og forbliver således et mysterium, netop fordi alle passagerer og besætningsmedlemmer omkom. Vindstyrken nåede kun op på 20 meter i sekundet, hvilket svarer til hård kuling, mens bølgerne i område menes at have nået en højde på 5 meter, så hvordan disse ellers normale vejrforhold kunne få et helt passagerskib til at gå ned, kan man kun gisne om.
Den 100 meter lange Futamata-tunnel var en jernbanetunnel, som løb gennem Maruyama-bjerget nær Hikosan station i Fukuoka-præfekturet på Kyushu. Denne blev under Anden Verdenskrig anvendt som våbendepot, idet man blandt andet opbevarede sprængstof her – i sikkerhed fra byerne, hvor det kunne risikere at blive sprængt i luften under bombeangreb. I august 1945 tabte Japan dog krigen til USA, der herfra okkuperede landet i de kommende år, og i de sidste måneder af 1945 gik de amerikanske myndigheder primært efter at få overblik over og beslaglægge Japans militære besiddelser, hvilket også inkluderede de bomber og lageret bestående af mere end 500 tons krudt, der lå opbevaret i Futama-tunnelen.
Det blev besluttet, at dette skulle destrueres via en forceret eksplosion, og derfor blev området omkring tunnelen evakueret den 12. november, hvor repræsentanter fra USA’s militær ankom for at foretage sprængningen. Denne blev sat i værk klokken 15.00, men viste sig at være en fuser, idet det antændte krudt ikke førte til nogen eksplosion. Man antog det for at være ubrugeligt og forlod derfor stedet uden at foretage sig yderligere, hvorefter folk vendte tilbage til deres hjem.
Halvanden time senere kom der dog aktivitet i tunnelen, da det pludselig begyndte at spy ud med flammer fra den ene side, hvor flere huse i den nærliggende landsby blev sat i brand. Her forsøgte beboerne i en hel time at få nedkæmpet ilden, før en gigantisk eksplosion lød fra Futama-tunnelen, hvilket fik hele Maruyama-bjerget til at falde sammen, mens bygninger og mennesker blev sprængt i stykker eller begravet i jord op til 2 kilometer væk. 135 hjem blev på den måde ødelagt, mens 147 mennesker mistede livet og 149 andre blev såret.
Eksplosionen havde fuldkommen raseret det lille lokalsamfund, der ligesom Maruyama-bjerget var blevet lagt i ruiner. USA nægtede imidlertid at påtage sig ansvaret og dermed udbetale erstatning til ofrene, så de sagsøgte i stedet den japanske stat, der senere valgte at betale erstatning til alle skadeslidte. Ulykken betragtes imidlertid som den værste skade forvoldt af de amerikanske styrker under okkupationen af Japan.
Efter eksplosionen blev Maruyama-bjerget halveret, og jernbanestrækningen løber nu imellem fødderne af det, der i dag er to separate bjerge.
Den 6. marts 1943 mistede 208 mennesker livet i Japans værste brandulykke i en enkeltstående bygning. Dette skete under Anden Verdenskrig, men branden var dog ikke et resultat af denne, da den brød ud i det lille bondesamfund i landsbyen Kutchan på Hokkaido. Hér var byens borgere nemlig blevet inviteret til at se en gratis film i den lokale Hotezia-biograf, og dette fik naturligvis folk til at flokkes til, så den lille bygning var fyldt med omkring 700 mennesker, da filmen gik i gang. Omkring klokken 19 gik der dog ild i det ubemandede baglokale, hvor filmen blev afspillet med brug af en projektør, som endte med at overophede, men der gik noget tid, før folk bemærkede lugten af røg og herefter opdagede flammerne, der da allerede havde spredt sig og var ude af kontrol, eftersom biografbygningen var lavet af træ. Der opstod derfor panik, og de mange hundrede mennesker søgte omgående mod udgangene, hvilket imidlertid førte til en flaskehalseffekt, da mange kollapsede og spærrede vejen for folk bagved, der derfor var nødt til at kravle over de livløse kroppe, mens andre derimod mistede bevidstheden, da de fik inhaleret for meget røg.
Det var derfor kvælning, der var den primære dødsårsag blandt de 208, som endte med at miste livet under branden, og majoriteten af disse var børn og kvinder, eftersom mange fædre var udsendte soldater. Selve ilden spillede ikke den store rolle i de mange dødsfald – det var derimod antallet af mennesker i den forholdsvis lille bygning, der var forklaringen på, at over en fjerdedel af dem døde. Kutchan lå desuden begravet i et tykt lag sne, så det var ikke muligt for redningsfolk at komme frem til bygningen, som af den grund udbrændte. Sneen på taget var også medvirkende til, at dette styrtede sammen og faldt ned over folk, mens de stadig forsøgte at slippe ud fra biografen.
Fordi katastrofen skete under Anden Verdenskrig, så blev dækningen af den begrænset for ikke at sprede dårlige nyheder i en tid, hvor man forsøgte at holde folkeånden oppe, så på trods af sit omfang er ulykken således en, der siden er blevet glemt af mange i resten af Japan. I Kutchan står dog fortsat et monument til minde om ofrene.
SS Lake Galva var et damskib, der blev søsat fra USA i 1920, hvorefter det skiftede både ejere og navn, før det i 1938 endte i Sovjetunionen, hvor det kom til at hedde SS Indigirka. Allerede året efter mødte skibet dog også sit endelige, for mens det før var blevet anvendt som handelsskib, så blev det i Sovjetunionen ombygget, så det i stedet kunne benyttes til at fragte mennesker – nærmere betegnet fanger, som skulle benyttes som arbejdskraft under Anden Verdenskrig, hvor mandlige borgere var beskæftiget i Sovjetunionens krigsførelse. Skibet havde en fast rute mellem Vladivostok og fangelejre i Magadan og Kolyma, hvilket krævede, at man krydsede Det Okhotske Hav – en rejse på lige knap en uge, og med lasten fuld af flere hundrede mennesker, var det generelt en tur, som mange ikke overlevede.
Dette var også tilfældet den 8. december 1939, hvor SS Indigirka drog ud på sin sidste færd, da skibet lagde til kaj fra Magadan med kurs mod Vladivostok med en stor sending fanger ombord. Den 12. december blev skibet nemlig fanget i en snestorm nær Hokkaidos kyst, hvor det endte med at støde på grund, og af frygt for at fangerne ville benytte sig af situationen til at begå oprør og springe overbord, valgte man at låse dem inde, før skibet dog væltede om på siden og dermed kæntrede. Halvdelen af det forblev dog ovenvande, og besætningen på 39 mand samt 249 ombordværende fiskere kunne dermed blive reddet i land af nogle japanere, der kom dem til undsætning.
På skibet var dog stadig over 700 fanger, som forblev stuvet sammen i bidende kulde over de næste tre dage, fordi man simpelthen ikke kunne finde ud af, hvordan man på sikker vis skulle redde så mange mennesker, hvoraf nogle af dem trods alt blev anset for at være farlige, selvom der faktisk var tale om folk, der var blevet løsladt fra fangelejren i Magadan, hvorefter de skulle sejles til Vladivostik for at leve resten af deres liv i frihed – men at de muligvis ville stikke af og skabe utryghed i det japanske samfund, var man altså ikke interesseret i. Den langvarige tøven fik dog fatale konsekvenser, for da man omsider fik taget sig sammen til at igangsætte en redningsaktion, var det allerede for sent. Da man ankom til det havarerede skib, fandt man nemlig intet mindre end 740 lig, og iblandt disse var kun 28 mænd stadig i live. Folk var frosset ihjel som følge af nedkøling, og de overlevende var ligeledes ramt af forfrysninger i en sådan grad, at en enkelt senere omkom af sine skader, mens andre blev invalideret.
Skibets kaptajn blev senere dømt til døden og henrettet for at have forvoldt ulykken, og den ansvarlige fangevogter, der lukkede fangerne inde, blev idømt 8 års fængsel.
Japans værste togulykke fandt sted under Anden Verdenskrig, men hændte dog ikke under et angreb. Ulykken skete nemlig den 11. december 1944 på Okinawa, hvor der dengang befandt sig en jernbane, der under krigen både transporterede civile, soldater og krigsudstyr. Og det var denne kombination, der endte med at forårsage en tragedie på den 15 kilometer lange Itoman-linje, der kørte mellem Naha og Itoman.
På Okinawa var man på dette tidspunkt ved at forberede sig på den amerikanske invasion af Okinawa, så soldater og ammunition blev fragtet rundt på øen i et stort omfang. Og dette var også tilfældet om eftermiddagen den 11. december, hvor et tog med seks åbne passagervognene blev fyldt med soldater og ammunition, som skulle fragtes fra Naha til Itoman. På vejen blev en vogn fyldt med olietønder dog påsat lokomotivet sammen med en lukket vogn med soldater samt 10 piger, der var på vej hjem fra skole. Men de fleste af dem nåede dog aldrig frem, for efter at toget havde forladt Kyan station blev olietønderne i vognen bag lokomotivet pludselig antændt, hvilket udløste en kædereaktion af eksplosioner, da ammunitionen i de andre vogne blev antændt, mens disse var fyldte med soldater.
Kun tre personer havde held med at springe ud fra fra kørende tog i tide, så 221 mennesker endte med at omkomme i det gigantiske inferno, hvilket inkluderede 210 soldater, 8 skolepiger og 3 jernbaneansatte. De tre overlevende var to skolepiger og en enkelt ansat. Umiddelbart efter ulykken flød det med ligdele på jernbanestrækningen, og det brændende tog nåede først til standsning ved den næste station, hvor man åledes fik indsigt i den tragedie, som havde udspillet sig. Granater og bomber fortsatte med at eksplodere langs skinnerne i flere timer, hvilket besværliggjorde oprydningsarbejdet.
Ulykken skete, fordi gnister fra lokomotivet fik spredt sig til vognen med olietønder, og eftersom hele toget var læsset med ammunition var en katastrofe dermed uundgåelig. Ikke nok med at ulykken kostede menneskelig, så mistede Japan også værdifuldt krigsudstyr og lægeudstyr. Men netop fordi man led et stort tab, så blev ulykken udsat for censur og fortiet fra myndighedernes side, så hverken det japanske folk eller fjenden fik vished om denne før efter krigens afslutning. Hér blev jernbanen på Okinawa desuden nedlagt, så denne ikke længere eksisterer.
Den 15. august 1945 overgav Japan sig til de allierede tropper og erkendte dermed nederlaget i Anden Verdenskrig, der officielt sluttede to uger senere, den 2. september, da Japan formelt underskrev en fredsaftale. Fra denne dag ændrede det japanske territorium sig, idet Japan blev okkuperet af USA, samtidig med at man måtte opgive de landområder, man under krigen havde erobret. Det betød, at tusindvis af japanere måtte vende tilbage til Japan fra de egne, de opholdt sig i, da krigen sluttede, og det inkluderede også øen Sakhalin, som Sovjetunionen valgte at tilbageerobre i kølvandet på Japans overgivelse, hvorved flere hundredetusinde japanske indbyggere blev tvunget til at forlade denne umiddelbart efter.
Japan hverken kunne eller måtte gøre modstand, så derfor besluttede man sig for at lade overtagelsen finde sted ved at evakuere de japanske statsborgere og hente dem tilbage til landet med det samme, og til dette anvendte man alle de både, man havde til rådighed – heriblandt de to skibe Taito Maru og Ogasawa Maru. Ogasawa Maru var et 40 år gammelt kabelskib, der var i færd med at lægge kabler mellem Hokkaido og Sakhalin, da krigen endte, mens Taito Maru var et kun halvandet år gammelt krigsskib. Begge skibe kunne håndtere en besætning på flere hundrede mand, så de egnede sig perfekt som transportmidler for de mange japanske flygtninge, der skulle fragtes væk fra Sakhalin. Men netop fordi der var tale om et krigsskib og et kabelskib, så var sikkerhedsforholdene ikke lige så optimale som hos passagerfærger, så man løb samtidig en risiko ved at tillade, at hundredvis af civile blev lukket ombord.
Ogasawa Maru var blandt de første skibe, der sejlede fra Sakhalin, hvilket skete den 18. august, hvor det lykkedes at evakuere omkring 1500 japanere – primært kvinder, ældre og børn – og sejle dem til den nærmeste havn i Wakkanai på Hokkaido, hvor alle passagerer blev sat af, før man vendte tilbage til Sakhalin og gentog turen til Wakkanai – igen med cirka 1500 ombord. Omkring halvdelen af disse blev denne gang sat af i Wakkanai, før skibet fortsatte videre sydpå mod Otaru med omkring 700 mennesker ombord. Dette foregik den 21. august, og dagen forinden var Taito Maru ankommet til Sakhalin, hvor man havde reddet knap 800 japanere, før man ligeledes satte kursen mod Otaru bag Ogasawa Maru og et andet skib med over 3000 flygtninge kaldet Shinko Maru 2.
Om morgenen den 22. august blev alle tre skibe dog udsat for et undervandsangreb, efterhånden som de nærmede sig land. Ogasawa Maru blev som det første ramt af en torpedo klokken 4.20, før Shinko Maru 2 blev beskudt under en time senere. På Shinko Maru 2 var man dog i besiddelse af maskingeværer og kunne således svare igen med skud, hvilket gjorde det muligt at sejle videre til havnen i Otaru trods et hul i skroget, mens det allerede var for sent for Ogasawa Maru, der derimod endte med at synke, og samme skæbne overgik Taito Maru, der ligeledes blev ramt af en torpedo, da det kom sejlende i samme område lidt i klokken ti.
Der var hverken redningsveste eller redningsbåde nok til alle ombordværende på de to skibe, så langt de fleste af disse endte med at drukne, netop fordi der primært var tale om kvinder, ældre og børn, der ikke var stærke nok til at klamre sig til vraggods eller svømme de cirka 30 kilometer til land. Kun 174 personer formåede at overleve de to skibsforlis, hvor mere end 1000 mennesker mistede livet – 638 på Ogasawa Maru og 667 på Taito Maru. Tragedien kunne dog have været større, hvis Shinko Maru 2 ligeledes var sunket grundet dets enorme passagerantal, men hér var cirka 400 mennesker dog også blevet dræbt som følge af torpedoangrebet, så cirka 1700 mennesker menes at være omkommet. Da der ikke blev ført officiel kontrol over antallet af ombordværende på de tre skibe er det samlede dødstal dog umuligt at anslå, da det er et skøn baseret på de optællinger, der blev foretaget på Sakhalin og i Otaru.
Ingen vidste, hvem der havde affyret torpedoerne mod de tre skibe, og ingen er nogensinde blevet stillet til ansvar for angrebet. Man så dog mindst to ubåde, som det ikke var muligt at identificere, men siden er det blevet afsløret, at to sovjetiske ubåde netop befandt sig i farvandet med det formål at invadere og overtage det nordlige Hokkaido, mens Japan var svækket. Hvad der så fik dem til at angribe de tre skibe er fortsat en gåde, men en af teorierne er, at man antog dem for at være krigsskibe – også selvom de havde hejst det hvide flag for at vise, at man var på en fredelig mission. Japan havde i forvejen overgivet sig, så der er også nogen, der mener, at der simpelthen bare var tale om en bevidst og respektløs handling for at skade en i forvejen nødstedt nation.
Netop fordi Japan ikke længere var aktiv i krig, så var angrebet i strid med de internationale love, men på trods af beviser, så har man i Rusland aldrig anerkendt at stå bag. Den ene af de to ubåde forsvandt på missionen, idet den åbenbart blev sprængt i luften af en mine, mens besætningen på den anden ubåd blev hædret med medaljer. Selvom der var tale om et angreb på forsvarsløse civile med et antal dødsofre på over 1500, så er hændelsen stort set ukendt uden for Japans grænser, men heller ikke mange japanere har kendskab til ulykken.