Den 18. juni 1953 lettede et amerikansk militærfly af typen Douglas C-124 Globemaster II fra luftbasen i Tachikawa nær Tokyo med retning mod Seoul i Sydkorea. Der var tale om et fragtfly, der denne dag havde 7 besætningsmedlemmer og 122 soldater ombord, hvoraf de fleste af disse skulle tilbage til Sydkorea, hvor de var udstationeret, efter et kortere ophold i Japan, men de ville imidlertid aldrig nå frem. Kort efter at flyet lettede, brød den ene motor nemlig i brand, og da piloten forsøgte at nødlande, styrtede flyet i stedet ned på en mark, hvilket kostede alle ombordværende livet. Med 129 dødsofre var det dermed det andet flystyrt i historien med flere end 100 omkomne, og det hidtil dødeligste flystyrt med kun et enkelt fly involveret, indtil rekorden blev slået i 1962.
Ukishima Maru blev søsat som passagerfærge i 1937, men blev under Anden Verdenskrig overtaget af den japanske flåde og omdannet til et krigsskib. Da Japan endte med at lide nederlag i krigen i august 1945, fik Ukishima Maru sin oprindelige funktion tilbage, da det blev besluttet, at skibet skulle bruges til at fragte koreanere fra japanske arbejdslejre tilbage til Korea. Den 24. august ankom skibet imidlertid til Maizuru, hvor det blev ramt af en eksplosion og således gik ned, hvorved 549 af de ombordværende omkom. Blandt de døde var 524 af disse koreanere, hvilket førte til spekulationer om, hvorvidt der var tale om sabotage, men det blev konkluderet, at Ukishima Maru havde ramt en sømine, som der endnu var mange af i det japanske farvand.
Nytårsdag er traditionelt set en helligdag i Japan, og i 1938 valgte cirka 700 af indbyggerne i byen Tokamachi i Niigata-præfekturet at bruge deres fridag på at tage i biografen. Et snevejr havde dog hærget området i en hel måned forinden, og udenfor lå der derfor et tykt lag sne – blandt andet også på biografens tag, hvor det havde hobet sig op til over 2 meter. Den 1. januar blev vægten så omsider for meget for tagkonstruktionen, der simpelthen gav efter og styrtede sammen, mens salen neden under tilfældigvis var fyldt med mennesker. 69 mennesker mistede dermed livet, for selvom biografen var designet til at kunne rumme 500 mennesker, så blev 200 flere altså lukket ind, fordi det var helligdag, og der var derfor proppet med folk i den 120 kvadratmeter store bygning.
I 1908 åbnede man en kulmine nær den lille landsby Hojo i Fukuoka-præfekturet, hvor det viste sig, at der var så mange kulreserver, at det i de kommende år trak tusindvis af arbejdere og deres familier til området, hvor de slog sig ned, så Hojo inden længe blev en minelandsby, hvor omkring 4000 mennesker boede. Den 15. december 1914 mistede en sjettedel af indbyggerne dog livet i Japans værste mineulykke, da intet mindre end 671 mennesker omkom under arbejdet i minen. Dette skete, da kuldampe førte til en eksplosion dybt inde i minen, hvor hundredvis af arbejdere befandt sig, og dem som overlevede denne, blev efterfølgende kvalt af de giftige dampe, da minegangene kollapsede og spærrede udgangene. Dette er desuden den værste arbejdslykke i Japans historie.
Den 26. januar 1958 sejlede passagerfærgen Nankai Maru fra Tokushima på Shikoku med kurs mod Wakayama på Honshu. Ombord på færgen var i alt 167 mennesker – 139 passagerer og 28 besætningsmedlemmer, men ingen af dem overlevede turen til Wakayama. Færgen lagde nemlig aldrig til kaj, og man indså dermed, at skibet kunne være endt i problemer. Først to dage senere lykkedes det så at lokalisere passagerfærgen, der desværre befandt sig på havets bund på blot 40 meters dybde. Skibet var intakt, og majoriteten af de ombordværende befandt sig stadig indvendigt, hvilket indikerede, at det tilsyneladende var væltet om på siden, så en evakuering ikke kunne nå at finde sted, før det sank. Dem, der formåede at overleve selve forliset, druknede eller døde efterfølgende af kulde i det iskolde vand.
Den 100 meter lange Futamata-tunnel var en jernbanetunnel, som løb gennem Maruyama-bjerget nær Hikosan station i Fukuoka-præfekturet på Kyushu. Denne blev under Anden Verdenskrig anvendt som våbendepot, hvor der også blev opbevaret spærngstof, og efter at Japan tabte krigen, besluttede USAs militær sig for at skille sig af med dette ved at udføre en kontrolleret sprænging. Denne viste sig at være en fuser, men senere opstod der alligevel en eksplosion, der var så kraft, at bjerget flækkede midt over, mens de omkringliggende landsbyer blev blæst i stykker eller begravet i jord op til 2 kilometer væk. 135 hjem blev på den måde ødelagt, mens 147 mennesker mistede livet og 149 andre blev såret.
Den 6. marts 1943 mistede 208 mennesker livet i Japans værste brandulykke i en enkeltstående bygning. Dette skete under Anden Verdenskrig, men branden var dog ikke et resultat af denne, da den brød ud i det lille bondesamfund i landsbyen Kutchan på Hokkaido. Hér var byens borgere nemlig blevet inviteret til at se en gratis film i den lokale Hotezia-biograf, og dette fik naturligvis folk til at flokkes til, så den lille bygning var fyldt med omkring 700 mennesker, da filmen gik i gang. På et tidspunkt gik der dog ild i det ubemandede baglokale, hvor filmen blev afspillet, og den nåede at få spredt sig og komme ud af kontrol, før den blev opdaget, så der således opstod panik i biografen, hvor majoriteten af de besøgende og dermed også ofrene var børn og kvinder, eftersom mange fædre var udsendte soldater.
SS Indigirka var et sovjetisk skib, der blev benyttet til at fragte mennesker – nærmere betegnet fanger, som skulle benyttes som arbejdskraft under optakten til Anden Verdenskrig, hvor skibet havde en fast rute mellem Vladivostok og fangelejre i Magadan og Kolyma, hvilket krævede, at man krydsede Det Okhotske Hav. Den 12. december 1939 blev skibet dog fanget i en snestorm nær Hokkaidos kyst, hvor det endte med at støde på grund, og af frygt for at fangerne ville benytte sig af situationen til at begå oprør og springe overbord, valgte man at låse dem inde, før skibet dog væltede om på siden og dermed kæntrede. På skibet var over 700 fanger, som forblev stuvet sammen i bidende kulde over de næste tre dage, fordi man ikke turde befri dem, og da det endelig skete, fandt man intet mindre end 740 lig, og iblandt disse var kun 28 mænd stadig i live, mens resten var frosset ihjel.
Japans værste togulykke fandt sted under Anden Verdenskrig, men hændte dog ikke under et angreb. Ulykken skete nemlig den 11. december 1944 på Okinawa, hvor der dengang befandt sig en jernbane, der under krigen både transporterede civile, soldater og krigsudstyr. Og det var denne kombination, der endte med at forårsage en tragedie på den 15 kilometer lange Itoman-linje, der kørte mellem Naha og Itoman. Imens man fragtede soldater og ammunition, blev en vogn fyldt med olietønder nemlig antændt af røgen fra lokomotivet, hvilket resulterede i en eksplosion, som kostede 221 mennesker livet, mens kun 3 personer overlevede.
Den 15. august 1945 overgav Japan sig til de allierede tropper og erkendte dermed nederlaget i Anden Verdenskrig, der officielt sluttede to uger senere, den 2. september, da Japan formelt underskrev en fredsaftale. Inden da var man begyndt at trække japanere hjem fra de erobrerede territorier – heriblandt Sakhalin, som Sovjetunionen valgte at tilbageerobre i kølvandet på Japans overgivelse. Den 22. august blev to af evakueringsskibene dog udsat for et ubådsangreb nær Otaru på Hokkaido, hvilket endte med at koste over 1700 mennesker livet, selvom Japan ellers havde overgivet sig. Det er siden kommet frem, at det var sovjetiske ubåde, som udførte angrebet, men ingen blev stillet til ansvar for dette.