ERASED

Information

Billeder

Original titel: Boku dake ga Inai Machi


Studie: A-1 Pictures

År: 2016

Genre: Drama, thriller, mysterie

Antal afsnit: 12

Baseret på: Manga

.

.

.

.

.


.

.

Univers

ERASED udspiller sig i den virkelige verden, hvor det eneste overnaturlige aspekt findes i hovedpersonens evne til at rejse mentalt tilbage i tiden og genleve denne i sin fortidige krop.

Karakterdesignet er kendetegnet ved at være naturtro uden unaturlige frisurer, hårfarver eller øjenfarver, men børnene har dog ret store øjne. Der er også enkelte eksempler på overdrevne ansigtsudtryk.

Handling

Satoru på 29 lever en almindelig tilværelse, men han  har dog evnen til uden videre at blive sendt et par minutter tilbage i tiden og genleve øjeblikket, hvis nogen er i fare, og han har dermed mulighed for at frelse dem. En dag bliver han dog sendt hele vejen tilbage til sin barndom, og Satoru må derfor finde ud af, hvad han skal gøre i fortiden for at ændre på fremtiden.

Min mening

ERASED er et dejligt pust blandt moderne anime-serier, der er præget af overdrevet action eller adskillige fantasy-elementer. Man trækkes ned på et naturligt plan, men bliver med ganske få eventyrlige midler sendt ind i et univers, der er både spændingsfyldt og medrivende via et simpelt og gådefuldt plot.

Det er interessant at lægge et voksent sind i en barns krop og dermed gøre hovedpersonen hjælpeløs grundet sin statusløse tilværelse, men samtidig sidder man som seer fra første afsnit og tænker "hvad bliver det næste", "hvem har gjort hvad" og "hvordan vil det her ende". Der er ikke sparet på de tragiske fortællinger, der udspiller sig ad flere omgange på forskellige planer, og man kan diskutere, hvorvidt afslutningen er lykkelig eller ej. For mit vedkommende er jeg ikke ellevild med den.

Med 12 afsnit formår man ikke desto mindre at fortælle en kompleks og helstøbt historie. Der kunne godt have været et par afsnit mere til at binde handlingen lidt mere sammen, men alt i alt er det en serie, der fungerer og leverer det, den lægger op til. Oven i det er animationen både flot og flydende, så på det visuelle plan er den ligeledes tiltalende.

Satorus mor er dog en af de mest elskværdige karakterer, der nogensinde har optrådt i en anime-serie, og det særlige forhold mellem børnene er ligeledes med til at gøre denne serie til en af de sjældne oplevelser, hvor hele karakterregistret spiller, selvom det ironisk nok er stereotyper med et kliché-design. Desværre er der ikke så mange karakterer, hvorved det bliver nemt at regne ud, hvem gerningsmanden er, før denne bliver afsløret.

Vurdering


Favoritkarakter:
Sachiko
 

Plot: 


Karakterer:


Stemmer:


Animation:


Stil:


Overordnet karakter:

9/10
Total Page Visits: 761 - Today Page Visits: 1