
Himeji er en by beliggende i Hyogo-præfekturet, der mest er kendt for at have en af Japans kun 12 originale borge, og så anses Himeji-borgen tilmed for at være den bedste af dem alle, så den er naturligvis også byens vartegn. Under Anden Verdenskrig blev over halvdelen af Himejis bygninger lagt i ruiner efter bombetogter, men Himeji-borgen slap på mirakuløs vis uskadt igennem krigen. Denne kan eksempelvis ses fra byens station, hvor det blandt andet er muligt at komme til med shinkansen fra Kobe og Okayama. Himeji var oprindeligt hovedstaden i det kortlivede Himeji-præfektur, da det moderne Japan-kort var ved at antage form i slutningen af 1800-tallet, og efter Tokyo blev ødelagt af det store Kanto-jordskælv i 1923, var der sågar snak om at gøre Himeji til landets nye hovedstad, hvilket som bekendt ikke blev til noget.






