
Morioka er hovedstaden i Iwate-præfekturet, og byen er blandt andet et stop på shinkansen-forbindelsen mellem Tokyo og Aomori, ligesom der er en forgrening fra Morioka til Akita. Området har været befolket siden den japanske stenalder og var eksempelvis hjemsted for Emishi-folket, indtil disse blev fordrevet og udryddet. Byens udvikling begyndte dog først senere med anlæggelsen af en borg i slutningen af 1500-tallet, men denne blev revet ned i 1871 og Morioka har siden været uden et egentligt vartegn, men sættes ofte i forbindelse med Iwate-bjerget, der kan ses fra byen. Morioka har dog mange helligdomme og er også kendt for at være stedet, hvor man finder Ishiwarizakura: et kirsebærtræ, som er vokset gennem en klippe.




