
Tottori-præfekturet er beliggende i Chugoku-regionen og er det japanske præfektur med færrest indbyggere, hvilket primært skyldes dets afsides placering i forhold til store byområder, og det er derfor også et af de få præfekturer uden en shinkansen-strækning. Hovedstaden hedder ligeledes Tottori, og her ligger præfekturets vartegn i form af ørkenlignende strande, der består af Japans eneste større klitområde, hvor man blandt andet kan ride på kameler, ligesom der hér ligger et museum dedikeret til sandskulpturer. I Tottori-præfekturet ligger desuden Daisen-bjerget, der er det højeste bjerg i Chugoku-regionen. På grund af sin beliggenhed ud til det japanske hav, er præfekturet desuden kendt for sine skaldyr, og før i tiden var Tottori et populært sted at fragte varer til Japan, da nationen havde kontrol over både Korea og Taiwan, men siden slutningen på Anden Verdenskrig har man i stedet valgt at investere i landbrug, der nu udgør præfekturets primære industri. Tottori-præfekturet grænser op til Shimane, Okayama, Hyogo og Hiroshima.
Herunder kan du klikke dig videre til udvalgte steder i Tottori-præfekturet. Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.



