

Om stedet
Hashima - også kendt som Gunkanjima - er en af Nagasaki-præfekturets mere end 500 ubeboede øer, men denne adskiller sig dog fra de andre, idet den fra 1887 til 1974 fungerede som en kulmine indtil produktionen lukkede ned, og øen blev forladt. Før da var øen hjemsted for hundredvis af arbejdere og deres familier, og da befolkningen på Hashima nåede sit højeste i 1959, boede her 5259 mennesker. Eftersom øen kun har en størrelse på 480 x 150 meter - svarende til 6,3 hektar - var befolkningstætheden på 83.500 indbyggere per kvadratkilometer således den største, der nogensinde er målt på verdensplan.
Opførelsen af lejlighedskomplekser gjorde det muligt for så mange folk at bosætte sig og leve på øen, hvor der også lå en skole og et hospital, så der dermed var tale om et minisamfund, og mange af bygningerne står stadig den dag i dag, selvom stedet officielt betegnes som en stor ruin, hvor ting har fået lov at forfalde de seneste årtier, så det nu blot er en stor spøgelsesby. Af den grund er øen lukket af for privatpersoner, eftersom der er fare for nedstyrtninger, idet ruinerne ikke vedligeholdes, og folk havde kun mulighed for at betragte den på afstand fra både, indtil i 2009 hvor man åbnede den op for turister, der nu får lov at sejle dertil med særlige færger og sætte fod på Hashima, hvor man dog kun må udforske stedet nærmere på et etableret gangsystem, som udgør under 5 % af øens areal.
Det er altså fortsat ikke tilladt at bevæge sig frit rundt på størstedelen af øen, og man kan derfor stadig ikke komme helt tæt på de faldefærdige bygninger, da dette kræver særlige tilladelser, hvilket blandt andet blev givet, da der skulle tages billeder af Hashima til Google Streetview. Øen optræder desuden også i film og dokumentarer, og i 2015 blev den optaget på UNESCOs liste over verdensarv trods kritik fra blandt andet Sydkorea, eftersom Hashima fungerede som en arbejdslejr for koreanere og kinesere under Anden verdenskrig, hvor det menes, at over 1000 arbejdere døde grundet de usle forhold.
Find vej
Der er forskellige udbydere af færger, som sejler fra Nagasaki havn til Hashima, som ligger 15 kilometer væk. Turen dertil tager omkring 50 minutter, mens man får lov at opholde sig på øen cirka lige så længe.
