
Kochi-præfekturet er beliggende på Shikoku, og er navngivet efter hovedstaden, da denne ligeledes hedder Kochi, og i denne ligger blandt andet en af Japans 12 originale borge, mens man uden for byen finder Ryugado-grotten, der er en af Japans største kalkstensgrotter. Selve præfekturet er derimod kendt for at være den største producent af yuzu-frugter, og så er det også herfra hunderacen Tosa stammer, idet den er opkaldt efter byen med samme navn. Dette er desuden en kamphund, og Kochi-præfekturet er derfor et af de få steder i Japan, hvor hundekampe endnu er tilladt. Kochi-præfekturet udgør størstedelen af det sydlige Shikoku og består derfor af en lang kyststrækning, hvorfra man blandt andet kan se solen stå op over havet. Dette betyder også mange strande med dertilhørende aktiviteter såsom surfing, men placeringen er også medvirkende til, at Kochi-præfekturet ofte er et af de første steder til at blive ramt af tyfoner i Japan, hvor disse gennem tiden har ført til store ødelæggelser. Kochi-præfekturet grænser op til Ehime-præfekturet og Tokushima-præfekturet.
Herunder kan du klikke dig videre til udvalgte steder i Kochi-præfekturet. Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.


