Centrale Tokyo

Det centrale Tokyo er opdelt i 23 distrikter, som tilsammen udgør bykernen. Tokyo hed oprindeligt Edo, da byen blev gjort til politisk hovedsæde for Tokugawa-shogunatet i begyndelsen af 1600-tallet, men den blev dog omdøbt til Tokyo, som betyder "øst-hovedstad", da Kejserfamilien flyttede fra Kyoto i 1868, hvilket dermed gjorde Tokyo til Japans hovedstad. Af samme grund finder man hér mange vigtige seværdigheder som for eksempel museer og parker. Antallet af historiske bygninger er dog begrænset, for Tokyo er blevet lagt i ruiner flere gange - blandt andet efter Kanto-jordskælvet i 1923 og efter bombetogter under Anden Verdenskrig. Dette har betydet, at man har kunnet genopbygge Tokyo til at blive en moderne storby, der kan håndtere en stigende tilstrømning af mennesker. Gaderne er derfor brede, bygningerne høje, og infrastrukturen kompleks. Byens tognet gør det eksempelvis muligt at rejse rundt i og uden for Tokyo - blandt andet med shinkansen, der forgrener sig fra Tokyo til andre storbyer såsom KyotoSendai og Osaka. Tokyo er som nævnt hjemsted for Kejserfamilien, hvilket vil sige, at kejserpaladset ligger i byen, ligesom Japans regering har hjemme hér. På en skyfri dag kan man desuden se Fuji-bjerget fra Tokyo.

Her på siden kan du se en oversigt over Tokyos distrikter og klikke dig videre for at se, hvad disse har at byde på.  Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.