
Miyazaki er hovedstaden i præfekturet med samme navn, som blandt andet er kendt for at være stedet, hvor den japanske kejserslægt har sin oprindelse, da det ifølge myten er herfra, Japans første kejser, Jimmu, stammer. I Miyazaki finder man derfor også en fredspark med et monument dedikeret til den første kejser, Jimmu, men dette blev egentlig rejst som et propagandamiddel forud for Anden Verdenskrig og blev først et fredstegn efter slutningen på denne. I Miyazaki ligger desuden den dam, hvor guden Izanagi vaskede sig efter at have været i dødsriget Yomi, hvorved han skabte tre guder, heriblandt solguden Amaterasu. Det er muligt at komme til Miyazaki med tog fra blandt andet Kagoshima og Oita.



