
Akita-præfekturet ligger i Tohoku-regionen, hvor det grænser op til fire andre præfekturer i skikkelse af Aomori, Iwate, Miyagi og Yamagata. Præfekturet deler navn med hovedstaden Akita og en populær hunderace af samme navn, idet man mener, at denne stammer fra disse egne af Japan. Akita er blandt andet endestationen på en shinkansen-linje, der har forbindelse til Tokyo, så man kan komme dertil fra hovedstaden. Historisk set har Akita ligesom resten af Tohoku-regionen været afgrænset for civilisationen, og området var engang befolket af det nu uddøde Emishi-folk, indtil disse blev overvundet af det japanske folk. I Akita-præfekturet findes dog endnu uberørt natur, og i byen Kakunodate ligger desuden et af Japans mest velbevarede samuraidistrikter, der ikke har ændret sig meget i 400 år. Akita by er mest kendt for sin kanto-festival, hvor folk optræder ved at balancere bambusrør med enorme klaser af papirlanterner, mens man i byen Yokote kan opleve en årlig vinterfestival med snehytter. I Akita-præfekturet er man ydermere glad for at drikke sake, idet der indtages mere hér end i resten af Japan.
Herunder kan du klikke dig videre til udvalgte steder i Akita-præfekturet. Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.





