
Toyama er hovedstaden i præfekturet af samme navn. Byens hovedattraktion er Toyama-borgen, der blev bygget i 1500-tallet, hvilket førte til udviklingen af landbrug i området og dermed grundlæggelsen af et bysamfund, og i 1889 var Toyama blandt de første 30 byer i Japan, der officielt set fik bystatus. Toyama ligger ud til det japanske hav og er derfor en vigtig base for fiskeri og skibsfart. Herudover har Toyama længe været præget af industri, hvilket førte til, at byen blev et mål for bombetogter under Anden Verdenskrig. Dette lagde størstedelen af Toyama i ruiner, men byen har siden genvundet sin storhed og i dag er der blandt andet en shinkansen-station i Toyama, der forbinder byen med Tokyo og Kanazawa.




