Okinawa er den største ø i Okinawa-præfekturet og har derfor lagt navn til dette. På Okinawa findes ligeledes en centralt beliggende by ved navn Okinawa, men hovedstaden er dog Naha, hvor mere end halvdelen af øens samlede befolkning bor. Mod nord finder man byen Nago, mens størstedelen af de nordlige egne består af naturreservater, idet Okinawa-øerne er kendt for deres unikke dyreliv, hvilket var årsagen til, at denne del af øen, der er kendt som Yambaru, i 2021 blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Dog er Okinawa også hjemsted for 25.000 amerikanske soldater, idet store dele af øen udgøres af amerikanske militærbaser som en aftale med den japanske stat, efter okkupationen af Japan sluttede. Okinawa forblev dog under amerikansk styre frem til 1972, hvilket siden har ført til protester. Øen er i høj grad præget af amerikansk kultur og er et af de mest internationale steder i Japan. Det skyldes også, at her er mange turister, eftersom Okinawa har et subtropisk klima og derfor er et populært rejsemål - både blandt japanere og udlændinge. Af den grund er der en international lufthavn i Naha, men ellers kan man også komme til Okinawa med færge, ligesom der er bådforbindelse til mange af de omkringliggende øer og endda broforbindelser til de nærmeste. Dog har Okinawa intet tognet (foruden en monorail i Naha), så man er nødt til at benytte sig af busser for at komme rundt på øen, hvis man da ikke har en bil.