
Miyazaki-præfekturet er beliggende på Kyushu og deler navn med hovedstaden Miyazaki, hvor kejserslægten ifølge legenden har sin oprindelse, da det var hér, Japans første kejser, Jimmu, boede, før han rejste til nutidens Kansai-region og grundlagde monarkiet, hvilket anses for at være nationens grundlæggelse. Da 2600-året for dette blev fejret i 1940, opførte man derfor et 37 meter højt monument i Miyazaki, hvilket dog også blev benyttet som propagandamiddel i forbindelse med Japans krigsførelse, da denne i høj grad var baseret på forestillingen om, at den japanske kejser var guddommelig. Kejser Jimmu nedstammede nemlig fra solguden Amaterasu, der sendte sit barnebarn Ninigi til Jorden, så han kunne regere over denne på vegne af de himmelske guder, og han ankom muligvis til Miyazaki-præfekturet, hvor flere af Japans vigtigste myter derfor udspiller sig. Miyazaki-præfekturet er ydermere kendt for sin kyststrækning og natur, hvilket inkluderer Takachiho-kløften, der indrammer Gokase-floden. Miyazaki-præfekturet grænser op til Kagoshima, Oita og Kumamoto, og er et af de få præfekturer, hvor der ikke er nogen shinkansen-strækning.
Herunder kan du klikke dig videre til udvalgte steder i Miyazaki-præfekturet. Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.



