
Miyajima er det populære navn for øen Itsukushima, der ligger i Hiroshima-bugten. Den er en af de mest eftertragtede turistdestinationer i Japan og samtidig et af de helligste steder. På Miyajima har man historisk set forsøgt at opretholde spirituel renlighed, hvilket vil sige, at hverken fødsel eller død er tilladt på øen, af hvilken grund syge ældre ofte forlader øen, mens højgravide ligeledes søger mod fastlandet, når terminen nærmer sig. Det er kun muligt at komme til Miyajima med færge, hvilket dog kun tager 10 minutter - medmindre man sejler fra Hiroshima, hvorfra rejsetiden er længere. På turen kan man blandt andet se den store torii-port i vandet tilknyttet Itsukushima-helligdommen, hvilket er et af de mest kendte scenarier i Japan og samtidig blandt landets tre bedste landskaber.





