
Hokkaido er Japans nordligste hovedø og er som den eneste af de fire hovedøer ikke opdelt i præfekturer. I stedet fungerer øen som et selvstændigt præfektur og er tilmed Japans største, mens det er den anden største ø i Japan efter Honshu, som der er forbindelse til via verdens længste undersøiske jernbanetunnel, som anvendes af shinkansen, der gør det muligt at komme til Hokkaido fra Tokyo. Hokkaido er dermed også den eneste af de fire hovedøer, hvor der ikke er broforbindelse til en anden. Hokkaido blev før i tiden kaldt for Ezo eller Ezochi og var oprindeligt beboet af Ainu-folket, men i slutningen af 1800-tallet blev øen officielt gjort til en del af Japans territorium, og Ainu-folket er siden blevet assimileret ind i det japanske folk, så kulturen såvel som sproget nu om dage er truet.
En stor del af Japans landbrug ligger på Hokkaido, af hvilken grund der er mange marker, men øen er ikke desto mindre kendt for sin rige natur. Mere end 20% af Japans skovarealer befinder sig nemlig på Hokkaido, hvor der findes mange dyrearter, som er unikke for Hokkaido, hvilket eksempelvis inkluderer brune bjørne og japanske traner. Eftersom øen befinder sig så langt nordpå, er der generelt koldere end i resten af Japan, og Hokkaido er derfor et udsøgt rejsemål for japanere om sommeren, hvor de søger væk fra det varme klima i syd.
Herunder kan du klikke dig videre til udvalgte steder på Hokkaido. Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.










