
Sendai er hovedstaden i Miyagi-præfekturet i Tohoku-regionen, hvor det desuden er den største by. Byen blev grundlagt omkring år 1600 af Date Masamune, hvis slægt har haft stor indflydelse i området, og af samme grund er Date Masamunes mausoleum placeret i Sendai. Herudover er Sendai kendt for at holde Japans største tanabata-festival hver sommer, og så er det også herfra, retten gyutan (oksetunge) har sin oprindelse. I Sendai stod engang en borg, men denne blev delvist revet ned i slutningen af 1800-tallet, mens resterne blev ødelagt af bombetogter under Anden Verdenskrig, så der i dag kun er få bygninger på grunden. I 2011 var Sendai desuden en af de byer, der blev ramt af en tsunami, men kun byens kyststrækning led skade. Der er en shinkansen-station i Sendai, så man blandt andet kan komme dertil fra Tokyo.








