
Osaka-præfekturet er beliggende i Kansai-regionen, og er et af de mindste præfekturer, selvom det samtidig er et af de mest befolkede, hvilket skyldes, at man her finder storbyen Osaka, der er den tredje største by i Japan og centrum i metropol-regionen kaldet Keihanshin, der udgøres af Osaka og de omkringliggende byer, der også inkluderer Kobe og Kyoto. Disse byer er forbundet via et lokalt jernbanenet, men Osaka udgør også endestationen på mange shinkansen-linjer, eftersom byen ligger centralt placeret i landet. Her finder man desuden Kansai-lufthavnen, der gør det muligt for internationale turister at rejse med fly til det sydlige Japan. Kansai-lufthavnen er bygget på en kunstig ø, og før denne blev tilføjet til præfekturet, var det faktisk det mindste præfektur i Japan, hvilket nu er Kagawa-præfekturet. Osaka ligger ud til vandet og har derfor altid fungeret som handelsby, idet man kunne fragte varer fra skibe til de nærliggende hovedstæder. Nu om dage er der tale om en moderne storby, eftersom Osaka blev hovedsæde for den industrielle udvikling i Japan, men byen blev også udsat for massive bombetogter under Anden Verdenskrig, så der herefter var behov for at genopbygge på ny. Antallet af historiske bygninger er derfor begrænset, men Osaka er blandt andet kendt for sin borg, ellers er det primært moderne bygninger - heriblandt skyskrabere, som dominerer bybilledet. Osaka-præfekturet grænser op til Wakayama, Nara, Kyoto og Hyogo.
Foruden Osaka består Osaka-præfekturet også af andre byer, men eftersom disse hænger sammen, er præfekturet blevet opdelt i tre sektioner på denne side. Klik på et af nedenstående billeder for at vælge et område og se udvalgte steder i Osaka. Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.



