
Iwaki er en havneby beliggende i Fukushima-præfekturet, hvor den befinder sig syd for det område, der blev spærret af, efter atomulykken i 2011. Iwaki tog ligeledes skade, da et jordskælv og en tsunami dengang ramte det nordlige Japan, men byen har siden kommet sig, så der nu ikke længere er spor efter katastrofen. Iwaki har været beboet i århundreder, og her lå blandt andet en borg, som dog blev revet ned i slutningen af 1800-tallet. I samme periode begyndte områdets kulmineindustri at blomstre, hvilket satte skub i byens udvikling helt frem til 1960'erne, hvor man i stedet begyndte at satse på turisme ved at omdanne Iwaki til en resort-by. Det er muligt at komme til Iwaki med tog fra Koriyama, ligesom der er direkte forbindelse dertil fra Tokyo via Mito.



