Kyoto

Kyoto-præfekturet er en del af Kansai-regionen og er navngivet efter hovedstaden, Kyoto, der fra 794 til 1868 desuden fungerede som Japans hovedstad, da det var hér, Kejserfamilien boede, indtil denne flyttede til Tokyo. Tokyo er dog aldrig blevet gjort til Japans hovedstad via lov, hvilket i teorien betyder, at man stadig kan betragte Kyoto som hovedstad, men i Japan er denne dog officielt defineret som det sted, hvor Kejseren bor. I Kyoto finder man blandt andet det gamle kejserpalads, og eftersom byen historisk set har været et sæde for buddhismen i Japan, så er her også et utal af templer, hvoraf mange er endt med at blive nationale vartegn. Kyoto blev nemlig ikke udsat for store bombeangreb under Anden Verdenskrig modsat andre dele af Japan, og mange originale bygninger står derfor endnu i byen blandt de moderne af slagsen, og grundet bevarelsen af den traditionelle kultur er Kyoto blevet et af de mest populære rejsemål blandt turister. Det er også nemt at komme dertil fra blandt andet Tokyo og Osaka, eftersom der ligger en shinkansen-station i byen. Nord for Kyoto finder man desuden sandbanken kaldet Amanohashidate, der har status som et af Japans tre smukkeste landskaber. Kyoto-præfekturet grænser op til Hyogo, Osaka, Nara, Mie, Fukui og Shiga.

Herunder kan du klikke dig videre til udvalgte steder i Kyoto-præfekturet. Du kan også scrolle videre til det interaktive kort nederst på siden og klikke på ikonet i venstre hjørne for at se en samlet oversigt over de enkelte seværdigheder og deres placering.