Dette er en Studio Ghibli-film, så den er selvsagt flot med det karakteristiske karakterdesign, som man kender det fra stort set alle andre film fra samme studie. Men mange forbinder også Studio Ghibli med eventyr, og denne film er så langt fra eventyrlig, som noget kan komme.
Handlingen finder nemlig sted i virkelighedens Japan, og den er oven i købet også bundrealistisk, så den desværre grænser til at være kedelig, eftersom der ikke rigtig er noget decideret klimaks. Den minder faktisk lidt om "Jeg kan høre havet". Der sker kort sagt ikke rigtig noget, eftersom det meste af filmen bliver brugt på at se unge mennesker istandsætte et klubhus, ligesom relationerne mellem Umi og Shun udvikler sig med en low-key snert af drama uden det på noget tidspunkt kommer i nærheden af at være romantisk.
Det er en sød film, men der skal generelt mere til, før det bliver til en god film - især når man har med anime at gøre, hvor animation giver en alverdens muligheder for at skabe et tiltalende univers. Som kontrast kan nævnes "Ildfluernes grav", som også er troværdig, men som netop spiller på følelserne via tragedie, så den rører noget i folk. Denne historie bliver desværre lidt for "almindelig".
Budskabet er naturligvis værd at forholde sig til, for handlingen foregår, året før Tokyo skulle være vært for OL i 1964, hvilket i Japan betragtes som et skel mellem efterkrigstidens traumer og perioden, hvor Japan udviklede sig til en global stormagt. I filmen symboliserer klubhuset nemlig det gamle, og mens de voksne vil rive det ned, så forsøger børnene at beholde det, fordi de kan se vigtigheden ved at bevare fortiden og historien, selvom man forsøger at udvikle og modernisere samfundet.
Overordnet set tror jeg dog, at det er japanere, der får mest ud af at se filmen, fordi denne morale primært er henvendt dem. Og det er vist mest af alt en nostaglifilm for det ældre publikum.
