Port of Nagoya Public Aquarium

Akvarium beliggende ved havnen i Nagoya

Om stedet

Port of Nagoya Public Aquarium - eller på japansk Nagoyako Suizokukan - er som navnet antyder et akvarium beliggende ved havnen i Nagoya. Akvariet slog dørene op i 1992 og er blandt de største i Japan med en samlet vandmængde på over 24.000 tons, hvilket også var grunden til, at dette var stedet, hvor man kunne opleve en hvalhaj kendt som Ku, der levede her fra 2003 og frem til sin død i 2008.

I dag er akvariet mest kendt for at være et af blot tre steder i Japan, hvor man kan se spækhuggere, men Nagoya Public Aquarium har dog kun en af slagsen i skikkelse af hunnen Lynn, efter at hendes mage Earth døde i 2025. Herudover kan besøgende opleve omkring 500 forskellige arter, der blandt andet inkluderer hvidhvaler, kæmpekrabber, hajer, rokker, havskildpadder og sågar sektioner dedikeret til pingviner samt ferskvandslivet i Australien. Lige ved siden af akvariet ligger en forlystelsespark, hvor det største pariserhjul i Chubu-regionen befinder sig.

 

 Find vej

Port of Nagoya Public Aquarium ligger cirka en halv kilometer fra Nagoyako station, der er endestationen på en undergrundsbane med forbindelse til bymidten.