Imens den anden kinesisk-japanske krig var i gang, gik dagligdagen sin vanlige gang i Japan, hvor der fortsat var overskud til at sætte fokus på lokale ulykker. En af disse hændte under forårsferien den 6. april 1941, hvor 8 unge mænd fra en roklub tilknyttet et gymnasium i Kanazawa havde besluttet sig for at tage på en udflugt til Japans største sø: Biwa-søen sammen med 3 universitetsstuderende fra Kyoto Universitet. Hér var det planen, at de skulle træne, så tidligt om morgenen den 6. april drog de sammen ud på vandet i en enkelt robåd, og dette var desværre sidste gang, at nogen af dem blev set i live.
Da de 11 unge mænd ikke vendte tilbage, blev der nemlig slået alarm, og dagen efter fandt man frem til deres padler, hvorved man konkluderede, at de med stor sandsynlighed var kæntret midt ude på søen. Håbet om at finde overlevende svandt dog, da man herefter fandt det ene lig efter det andet, men der skulle dog gå to måneder, før den sidste krop blev lokaliseret, hvorved det samtidig blev bekræftet, at samtlige 11 unge mænd var omkommet i en drukneulykke.
Det er uvist, hvad der egentlig skete, men man formoder, at stærk vind kan have været årsagen til, at robåden væltede rundt, imens denne befandt sig ude på søen, hvor det var umuligt for de 11 universitetsstuderende at svømme tilbage til land. Da det var unge mennesker, der havde mistet livet, blev ulykken dog beskrevet som en tragedie i lokalområdet, og den endte med at blive landskendt, da der blev skrevet en populær sang om ulykken kaldet Biwako Aika, som tilmed blev udgivet, mens eftersøgningen efter de sidste lig var i gang. Der blev ligeledes opført et monument ved Biwa-søen til minde om ofrene, og billeder af disse findes i dag på Kanazawa Universitet, hvor man ligeledes har valgt at ære dem.