Bombetogterne i Yokkaichi

Hen mod slutningen på Anden Verdenskrig foretog USA adskillige bombetogter med fly i flere byer rundt om i Japan med det formål at ramme fjenden på hjemmebane og dermed udrette skade på krigsudstyr såvel som samfundet generelt for på den måde at svække Japan som nation. En af de byer, der blev ramt af bombetogter, var havnebyen Yokkaichi i Mie-præfekturet, der blev udvalgt som mål grundet byens industri, der blandt andet inkluderede et olieraffinaderi tilknyttet det japanske militær. Af den grund blev 89 bombefly sendt afsted for at bombe Yokkaichi den 17. juni 1945, og da flyene ankom til byen lidt i klokken 1 natten til den 18. juni, blev der i løbet af en time kastet over 11.000 bomber - svarende til mere end 550 tons - ud over centrum, selvom byens industrielle kvarter ikke befandt sig hér.

Yokkaichi centrum bestod primært af private boliger, og af den grund omkom 736 mennesker, mens 63 andre forsvandt. Mange af byens borgere havde dog nået at søge tilflugt, da luftalarmen lød, men 35 % af byen blev ødelagt, hvorved næsten 50.000 indbyggere mistede deres hjem. Dette var samtidig det værste bombeangreb på Yokkaichi, der i de kommende uger ville blive ramt af ni andre bombetogter, hvor man denne gang sigtede efter byens industrielle kvarter. Skaderne på civile var derfor begrænsede.

Total Page Visits: 360 - Today Page Visits: 1