

Om stedet
På øen Okinawa ligger Okinawa Churaumi Akvarium, hvilket er det største akvarium i Japan. Da det åbnede i 2002, var det tilmed det største akvarium i verden, indtil det blev overhalet tre år senere. Dog er det nuværende akvarium en ny udgave af det oprindelige, der åbnede allerede i 1976 efter verdensudstillingen på Okinawa året forinden. I dag er Okinawa Churaumi Akvarium et af Okinawas mest populære turistmål, og stedet er blandt andet kendt for at huse eksemplarer af verdens største fisk: hvalhajen, der endda avles i akvariet. Dette er blot en enkelt art ud af de mere end 700 andre, man kan opleve i akvariet, der alt i alt er hjemsted for 11.000 dyr. Udover hvalhajer kan man eksempelvis se djævlerokker og flere eksemplarer af forskellige hajer, og man har sågar forsøgt sig med en hvidhaj, der dog døde under dens ophold i akvariet.
Okinawa Churaumi Akvarium består af fire etager med hvert sit tema, hvor man finder forskellige sektioner. Der er blandt andet en sektion dedikeret til hajer, en sektion dedikeret til koraler, og en sektion dedikeret til livet i Kuroshio-strømmen, der løber mellem Okinawa-øerne og de japanske hovedøer. Med til akvariet hører også et udendørs bassin, hvor der afholdes delfin-shows. Akvariet består af intet mindre end 10 millioner liter vand, og den største vandtank, der huser hvalhajerne, indeholder endda 7,5 millioner liter vand, hvilket gør dette til en af de største vandtanke i verden.
Find vej
Okinawa Churaumi Akvarium ligger på Motobu-halvøen over 15 kilometer fra Nago centrum. Man kan dog komme dertil med bus fra Nago, hvilket tager lidt under en time. Der går også hurtigbusser til akvariet fra Naha, hvilket dog er en tur på to timer.
