A Whisker Away

Information

Billeder

Original titel: Nakitai Watashi wa Neko o Kaburu


Studie: Studio Colorido

Instruktør: Junichi Sato & Tomotaka Shibayama

År: 2020

Genre: Skole, fantasy, komedie, drama

Spilletid: 104 minutter

Baseret på: Originalt værk

.

.

.

.


.

.

.

Univers

A Whisker Away foregår i virkelighedens verden, men der eksisterer dog en parallelverden, hvor katte lever og taler som mennesker. Det er også muligt for katte at forvandle sig til mennesker, og for mennesker at forvandle sig til katte ved at iføre sig masker.


Karakterdesignet er anatomisk set korrekt uden brug af unaturlige frisurer, hårfarver og øjenfarver, men der er dog flere eksempler på overdrevne ansigtstræk.

Handling

Miyo er forelsket i en dreng i sin klasse, men han er ikke interesseret i hende. En dag er der dog en kat, der sælger hende en maske, hvilket gør det muligt for Miyo selv at blive en kat. Og på den måde kan hun komme tættere på drengen, hun elsker.

Min mening

Dette er en hyggelig film, som folk i alle aldre kan nyde, idet der er tale om en jordnær historie med tilpas mængde drama og komik. Faktisk minder historien dog om Studio Ghibli-filmen The Cat Returns, så det er ikke, fordi selve plottet er så originalt, men det er da underholdende nok.

Der er nok mange teenagere, der har lyst til at bryde fri fra tilværelsen, og nogen ville sågar nok også ønske, at de bare var en kat. I denne film ser man, hvilke konsekvenser det har, når man bliver til et dyr, og moralen er naturligvis, at man skal værdsætte livet som menneske ved at bide modgang i sig.

Miyos problemer er dog også meget teenageagtige, så man næsten ikke nænner at kalde det for modgang, og hun er generelt en ret selvisk person. Hun er også en yderst energisk karakter, selvom det viser sig at være en facade. Filmen udstiller nemlig et efterhånden omtalt problem i Japan - nemlig folks manglende evner til at sætte ord på deres følelser, hvorved man iklæder sig masker. Derfor er det nok heller ikke helt tilfældigt, at det netop er en maske, der kan forvandle hende til en kat.

Jeg savner egentlig noget mere detaljerigdom ved stilen, men baggrundene er derimod rigtig flotte. I forhold til The Cat Returns er der også gjort mere ud af at gøre kattene naturtro - selv i deres egen verden, men maskesælger-katten er dog en anelse tegnefilmsagtig. Faktisk minder den lidt om Filurkatten fra Alice i eventyrland.

Vurdering


Favoritkarakter:
Miyo


Plot: 


Karakterer:


Stemmer:


Animation:


Stil:


Overordnet karakter:

8/10