Den japanske skarv lever udbredt i stort set alle de japanske farvande, hvor den dog ikke kun er begrænset til, idet arten ligeledes er at finde i Rusland, Korea og Kina. Af samme grund er tale om en forholdsvis normal art, hvis eksistens ikke er truet. Nogen kalder skarven for et skadedyr, fordi den nærmest er umættelig og derfor er god til at udkonkurrere andre fugle langs kysterne. Men i Japan har dette dog også ført til, at fiskere har tæmmet skarven og benytter sig af fuglene til at fange fisk, hvilket er en tradition kendt som ukai, hvor man simpelthen binder liner til skarver og får dem til at dykke efter fisk, som man så tvinger dem til at gylpe op. Skarver kan nemlig både flyve og dykke, og de er således specialister i at fange fisk.
Den japanske skarv har sorte fjer med et hvidt område under næbbet, der er gult. Fuglene når en længde på mellem 84 og 92 centimeter med et vingespænd på mellem 133 og 152 centimeter. Vægten er på mellem 2 og 3 kilo. I Japan samler fuglene sig i kolonier ved kysten i yngleperioden, hvor de danner par. Rederne bliver lavet på klipper, hvor hunnen lægger 4-5 æg, der klækkes efter 4 uger, hvorefter det tager cirka to måneder for ungerne at blive flyvefærdige. I Japan findes desuden også almindelige skarver, der til forveksling ligner den japanske skarv. Man kan dog kende forskel på de to arter ved, at den japanske skarv har kortere næb.