
På trods af navnet lever den japanske busksanger ikke kun i Japan, idet den ligeledes findes i andre asiatiske lande såsom Kina og Korea, ligesom den tilmed er blevet introduceret til Hawaii-øerne. I Japan er der imidlertid tale om en temmelig almindelig fugl, der lever udbredt i størstedelen af landet - dog kun i sommerhalvåret på Hokkaido, idet fuglene trækker længere sydpå over vinteren. Busksangeren er en spurvefugl, og den japanske busksanger er kendetegnet ved at have lysebrune fjer på oversiden af kroppen med lysere toner på undersiden. Den går derfor nemt i et med omgivelserne, og fuglen bliver derfor ofte hørt frem for at blive set, idet busksangeren er kendt for sin kvidrende sang, der i Japan er et populært symbol på forårets begyndelse, hvilket har gjort den til et populært motiv i kunst og litteratur. Før i tiden var det også populært at indfange busksangere og holde disse i bur, ligesom deres klatter indeholder et blegende enzym, så disse tilmed blev benyttet som tandpasta og afbleger til tænder og tøj.
Den japanske busksanger når en længde på cirka 15 centimeter. Fuglene lever blandt andet af insekter, larver og frø. Det er særligt under parringssæsonen om foråret, man kan høre den japanske busksanger, når hannerne opretter territorier, hvor de finder sammen med en hun, som lægger mellem 4-6 æg. Fuglene lever primært i skovområder og er mindre udbredt i byer.
