The Cat Museum

Et museum for katteelskere

Om stedet

The Cat Museum er som navnet antyder et museum dedikeret til katte. Dette åbnede i byen Ito på Izu-halvøen i 1996 og er ejet af et forskningsinstitut, der sigter efter at bevare alverdens kattearter og derfor har oprettet museet for at informere offentligheden om disse. Det drejer sig ikke kun om huskatte, men også vilde kattedyr som løver, tigre og leoparder, som derfor findes udstillet på museet i udstoppede udgaver.

Overordnet set består museet af fire sektioner, hvoraf den ene af disse beskæftiger sig med uddøde katte, den anden er dedikeret til vilde kattedyr, og en tredje består af levende huskatte, som gæster kan interagere med. Den fjerde sektion er et minimuseum, der skildrer kattes historie i den menneskelige kultur, og her kan man ydermere se eksempler på kendte katte fra popkulturelle medier. Museet indeholder også en souvenirbutik, hvor man kan erhverve sig katte-merchandise, og så er de ansatte tilmed iført katteører.

 

 Find vej

The Cat Museum ligger 2,5 kilometer fra Jogasaki-Kaigan station, som er den nærmeste station. Fra Izu-Kogen station går der dog busser til museet, og turen dertil tager 10 minutter.