Denne film er åbenlyst baseret på en bog, for det virker nærmest som en direkte visualisering af et litterært værk, hvilket ikke altid fungerer på film, da dette trods alt er en anden type medie, hvor man kan og bør gøre brug af andre virkemidler. Konceptet med at fortælle en historie med udgangspunkt i to personers perspektiver er jo en virkelig interessant tilgang, fordi sandhed netop er et relativt fænomen. Desværre bliver der bare ikke gjort nok ud af at skildre dette.
Når det kommer til stykket, er det nemlig ret åbenlyst, at man har at gøre med en mor, som har fået en datter bare for at gøre sin egen mor glad. Kærligheden til datteren er derfor baseret på kærligheden til moderen, så filmen er i bund og grund temmelig japansk, idet den tager udgangspunkt i et koncept kendt som amae, hvilket kan koges ned til en gensidig afhængighedsfølelse mellem forældre og børn - noget man har lidt svært ved at forholde sig til i Vesten, hvor man opdrages til at være et selvstændigt individ.
Derfor er filmen også ret svær at nyde og forstå for en dansker, fordi voksne og børn foretager deres valg og udvikler deres identitet ud fra andres opfattelse af dem. Men som filmen viser, skaber dette jo ikke andet end personlige tragedier, når man som individ er underlagt andre personers forventninger og forsøger at efterleve disse. Man mister både sin identitet, man formår ikke at udvikle følelser for andre, og i sidste ende får man nok af tilværelsen. Så det er tydeligvis en film henvendt det japanske publikum.
Filmen er også temmelig japansk, idet den kun sætter fokus på mødre og dermed kvinder, fordi der fortsat er en traditionel tilgang til kvinders rolle i det japanske samfund, og desværre er karaktererne også åbenlyse ofre for dette, idet ingen af dem er stærke nok til at bryde fri på "korrekt vis" - altså ved at udvikle en personlighed og foretage selvstændige valg. I stedet er der grundlæggende set tale om en overdramatiseret tragedie, der skildrer forskellige kvinders skæbne i et patriarkalsk samfund, således at ideen med at tage udgangspunkt i to forskellige perspektiver fuldkommen går tabt i forsøget på at sende et budskab på knap så kreativ vis.
