Denne film er generelt brutal, hvilket først og fremmest skyldes det dystre plot, men også de mange twist, der hele tiden bygger videre på historien og får den til at tage nye drejninger, som kun gør den mørkere. Handlingen er på intet tidspunkt idyllisk, så den kan derfor kun blive mere tragisk, og da det hverken er en gyser eller en krimi, så er det bare nemmere at føle sympati med de medvirkende.
Filmen er delvist baseret på den rigtige seriemorder Takahiro Shiraishi, der fandt sine ofre på Twitter, men dette er som sådan kun filmens udgangspunkt, for ud fra dette fortælles en fiktiv historie om en forsvundet mand og hans datter, som i hendes søgning efter ham finder ud af, hvem han i virkeligheden er. Det er som sådan ikke banebrydende, at lave historier om folk med hemmeligheder, for det har vi trods alt alle, men når disse hemmeligheder er med til at ødelægge flere liv ved at blive afsløret, så har man en spændende historie - specielt når det kommer til forholdet mellem barn og forælder.
Generelt er filmen mere end noget andet med til at udstille problemer i det japanske samfund, for at en skolepige selv skal stå for at lede efter sin eneste forælder, som på mystisk vis er forsvundet, er jo absurd. Men Kaede er virkelig også en uopdragen tøs, der ikke formår at dele basale informationer med myndighederne eller andre for den sags skyld. På et tidspunkt løber hun eksempelvis efter en eftersøgt seriemorder i travle bygader uden at råbe op, så andre kan stoppe ham. Et af flere tåbelige indslag, der udstiller karakterernes mangel på at tænke selv.
Det kan være lidt svært at følge med i de forskellige spring i tiden, men hvis handlingen var blevet fortalt kronologisk, havde den ikke været lige så spændingsfyldt. Det er fortælleteknikken, der er med til at besvare spørgsmål og dermed bygge videre på historien, så denne i sidste ende bliver interessant at følge, selvom den kan virke indviklet.
