Tyfonen Fran i 1976

Tyfonen førte til store oversvømmelser

Tyfonen Fran blev dannet som en tropisk storm over Stillehavet den 3. september 1976 og opnåede tyfonstatus dagen efter, hvor Fran begyndte at sætte kursen mod Japan. Hér ramte tyfonen først Ryukyu-øerne den 9. september, hvorefter den i de kommende dage tog turen over Kyushu og herfra fortsatte ud over det japanske hav, hvor den mistede pusten og døde ud den 16. september. Man kan derfor sige, at Fran kun snittede Japan, men tyfonen førte ikke desto mindre til store ødelæggelser og mange dødsfald, for med sig bragte den nemlig rekordstore mængder nedbør, så der i flere egne af Japan blev målt over 1.000 millimeter regn i løbet af 24 timer i perioden, hvor Fran passerede over landet. I Tokushima-præfekturetShikoku målte man sågar hele 2.781 millimeter, og det formodes, at der på landsplan faldt intet mindre end 80 milliarder tons vand.

Dette førte selvsagt til oversvømmelser, da floder gik over deres breder, mens man i flere dele af landet oplevede jordskred, som begravede bygninger, mens endnu flere blev ødelagt af vandskader. Mens 1.669 bygninger blev totalskadet, så blev mere end 430.000 hjem oversvømmet, så over 300.000 mennesker kortvarigt blev hjemløse. De store mængder vand var ydermere med til at ødelægge veje, jernbaner, broer samt tusindvis af hektar landbrugsjord, som længe stod under vand, så folk i små landsbysamfund var isoleret i flere dage efter katastrofen. Mange måtte endda reddes væk fra deres tag med brug af helikoptere, fordi deres hjem stod under vand. I alt 171 mennesker endte dog med at omkomme, og dette var således den dødeligste tyfon i Japan i 10 år, mens ingen tyfon i Japan siden har krævet flere ofre.

Fran førte også til flere skibsforlis. Blandt andet gik olietankeren Ryoyo Maru ned i strædet mellem Kyushu og Shikoku, men de 62 ombordværende blev dog reddet i tide. En redningshelikopter styrtede desuden ned efter katastrofen, hvilket førte til, at tre personer blev såret.

Total Page Visits: 267 - Today Page Visits: 1