Togkollisionen på Tamagawa-broen

Et billede taget efter ulykken

Den 15. august 1945 overgav Japan sig under Anden Verdenskrig, som således blev bragt til en ende. Flere år med rædsler var dermed forbi, men under ti dage senere hændte en af de hidtil værste togulykker i Japan, da to passagertog kolliderede på Tamagawa-broen vest for Tokyo. Ulykken indtraf den 24. august, hvor de to tog på samme tid fik grønt lys til at passere broen fra hver deres side, og eftersom der var tale om en ensporet bro, så var tragedien dermed uundgåelig, da de to tog først havde kurs mod hinanden. Lokoførerne kunne nemlig ikke nå at bremse, før de to tog kolliderede på broen, hvilket fik det ene af togene til at vædre det andet, så lokomotivet smadrede ind i den forreste passagervogn, hvor mange således blev mast ihjel.

Endnu flere styrtede dog i Tama-floden, hvor de druknede i den stærke strøm, og nogle folk blev sågar slæbt hele vejen med ud i havet, hvor man aldrig havde held med at finde frem til dem. Det præcise antal dødsofre er derfor ukendt, men det formodes, at ulykken kostede mindst 105 mennesker livet, mens 67 andre blev såret. Mange af de ombordværende var soldater og flygtninge, som netop var vendt tilbage til Japan, hvor de var på vej hjem til deres hjemegn for at påbegynde en ny tilværelse i fredstid.

På grund af uvejr var der signalproblemer på strækningen allerede fra morgenstunden, hvilket førte til forsinkelser. Da man på dette tidspunkt ikke havde det rette kommunikationsudstyr, var det derfor en menneskelig fejl, som var skyld i, at de to tog fik lov at passere Tamagawa-broen på hver deres side. Der blev senere opført en bro ved siden af, så strækningen frem over kunne bestå af to spor.