Dette er den 12. Gamera-film i rækken og en enkeltstående film, der blev produceret efter Gamera-trilogien i 1990'erne. Man forsøger sig derfor med noget nytænkning ved at skildre, hvordan en Gamera bliver til, men ligesom med de fleste Gamera-film er også denne en børnefilm, så selvom der er action og drama og sågar mennesker, der bliver spist levende, så fornemmer man tydeligt, at handlingen er målrettet et yngre publikum.
Det kommer særligt til udtryk ved, at filmen næsten ikke handler om Gamera, men derimod om de børn, som den vil beskytte. Det er derfor mere en hyggelig film, end det er en god film, ligesom Gameras design er mere nuttet, end det er frygtindgydende. Men når man tænker på, at filmen er fra 2006, så er effekterne virkelig ringe - både special effects og computeranimationen, for der er ikke mange af dem, der virker troværdige.
Baby Gamera er til gengæld nuttet, og så har man for en gangs skyld formået at finde et barn, der kan spille skuespil, hvilket har manglet igennem hele franchiset. Det er også klogt at placere den afsluttende kamp i Nagoya og anvende genkendelige bygninger under ødelæggelserne, da det er en af de ting, man forbinder med og forventer i Kaiju-film.
Gamera får som altid en konkurrent - denne gang i skikkelse af den gådefulde Zedus, som man aldrig rigtig finder ud af, hvor stammer fra. Pludselig dukker den bare op og skaber kaos. Det er som sådan meget troværdigt, men det ville alligevel være rart at få at vide, hvad Zedus i det hele taget er. Efterretningstjenesten spiller også en besynderlig rolle, som heller ikke bliver defineret, så det er som om, man følger handlingen gennem børns øjne, hvor essentielle elementer er udeladt.
