Dette er en af den slags film, der udgiver sig for at være det ene, men viser sig at være noget andet. Den første halvdel af filmen minder nemlig om et typisk skoledrama med de sædvanlige kliché-elementer, mens der i den ande halvdel bliver vendt rundt på handlingen, da denne udvikler sig til en psykologisk thriller.
Det er egentlig rart, at der bliver leget med seerne på den måde, men ulempen er, at man slet ikke har fornemmelsen af det gradvise stemningsskift, så man derfor bliver taget på sengen. I starten kan filmen derfor godt virke lidt kedelig, fordi den bare handler om to piger, der bliver veninder, men dermed går man også ud fra, at de er det, så det kommer som noget af et chok, da det viser sig, at den ene af dem i virkeligheden er en psykopat.
Chokket består først og fremmest i, at Izumi er fremstillet som en virkelig sød og sympatisk person, som man begynder at synes om, hvilket er virkelig genialt af instruktøren, for ligesom Misa har man dermed svært ved at forstå, at hun viser sig at være en helt anden person. Misa er dog en overdrevet evneløs hovedperson, der ikke rigtig udviser nogen personlighed ud over at have menstruationssmerter. Generelt undrer jeg mig over, hvad sådanne typer har at leve for, for de optræder altid i japanske film, men man får aldrig at vide, hvad der er deres drivkraft i tilværelsen. De lader bare til at eksistere uden et formål, så det er svært at danne sig en forståelse af dem.
Karakterregistret er dog ikke andet end usympatiske personer, så man kun kan holde med Misa, selvom hun godt nok er en handlingslammet pige, der ikke kan finde ud af at sige fra eller gøre modstand, hvilket netop er et underligt træk, når hun ikke lader til at have noget at tabe ved at gøre det. Selv når hun har mulighed for at stoppe et drab, reagerer hun ikke, men det skyldes selvfølgelig, at hun vil bevare det venskab, der blot er en illusion, hvilket hun har svært ved at acceptere, fordi det giver hende den livsglæde, hun ellers ikke besidder.
Karaktererne er dog kun irriterende, fordi skuespillet er så troværdigt, at de virker som ægte personer, der opfører sig på en realistisk måde. Folk taler også naturligt, så det ikke lyder som oplæste replikker, så det er alt i alt rart med et overbevisede drama. Slutningen er dog elendig, for selvom den vil sende et budskab, så gør den det på lidt for kunstnerisk vis.
